To dræbt under orkanens rasen

Irene har ramt USA's østkyst, hvor to nu har mistet livet. Orkanen river træer op med rode og har skabt oversvømmelser.

Folk søger læ for orkanens hærgen ved Wrightsville Beach i North Carolina. (Foto: Randall Hill © Scanpix)

Orkanen Irene gik lørdag i land ved Cape Lookout i North Carolina på den amerikanske østkyst.

Irene raser løs med med vindhastigheder på op til 140 km/t. Ledsaget af voldsom regn ramte orkanen først området ved Cape Lookout på North Carolinas kyst.

Træ ramte bil

Træer er blevet revet op med rode, gader er blevet oversvømmet og 90.000 indbyggere mistede deres elektricitet, oplyser redningstjenester i North Carolina.

Mindst to mennesker har nu mistet livet i North Carolina under orkanens hærgen. En mand døde af et hjerteanfald, da han var i færd med at sikre sine vinduer, mens en anden mand blev dræbt, da hans bil ramte et træ.

Flere end to millioner mennesker på USA's østkyst er blevet bedt om at søge til mere sikre områder forud for Irenes ankomst.

Rammer New York søndag

Orkanen ventes at ramme millionbyen New York. Det har ført til, at myndighederne i New York har beordret op imod 300.000 indbyggere evakueret fra lavtliggende områder i millionbyen. Samtidig er flere lufthavne i området blevet lukket weekenden igennem.

Frem til mandag er der udsendt orkanvarsel for delstaterne North Carolina, Virginia, Washington D.C., Maryland, Delaware, New York, Pennsylvania, New Jersey, Connecticut, Rhode Island og Massachusetts.

I alt er omkring to millioner mennesker på USA's østkyst blevet bedt om at søge mod sikrere områder i forbindelse med orkanen Irenes hærgen.

/ritzau

Facebook
Twitter