Dramaet fortsætter i Venezuela efter oppositionsleders hjemkomst

Juan Guaido har trodset et forbud mod at forlade Venezuela, men er fortsat på fri fod.

Juan Guadó (i midten) med sin hustru, Fabiana Rosales i lufthavnen i går. (Foto: DONALDO BARROS © Scanpix)

I dag står venezuelanerne op til et vendepunkt i landets historie.

Den selvudnævnte præsident Juan Guaidó vendte hjem i går efter besøg i en række sydamerikanske lande og forventede at blive fængslet, fordi han havde overtrådt et påbud om ikke at rejse ud.

Men han blev ikke arresteret af den siddende præsident Maduros styrker. Nu kører dramaet videre i Venezuela, fortæller DR's Sydamerika-korrespondent, Kristian Almblad, som følger udviklingen i landet.

- I går var der to mulige udfald – begge dramatiske. Enten var Guaidó blevet arresteret – som vi næsten forventede. Så var Venezuela eksploderet. Hans mange, mange støtter var formentlig gået på gaden, og vi ville have set voldsomme uroligheder. Det skete ikke.

- Men det, der er dramatisk nu, er, at vi er tilbage i spillet, hvor både Maduro og Guaido er i Venezuela og står direkte overfor hinanden i en konfrontation, som for landet er historisk.

Juan Guaidó blev mødt af sine støtter på gaden i Caracas efter sin hjemkomst i går. (Foto: DONALDO BARROS © Scanpix)

Nye protester på vej

Præsident Nicolas Maduro og oppositionsleder Juan Guaidó har kæmpet om magten i landet, siden Guaidó i midten af januar erklærede sig selv som midlertidig præsident i Venezuela. Ifølge oppositionen har Nicolas Maduro ikke et legitimt krav på magten, som han vandt ved et omstridt præsidentvalg sidste forår, og der skal derfor udskrives nyvalg.

Juan Guaidós udlandsrejse har blandt andet haft til formål at samle støtte til hans midlertidige krav på magten - et krav, han ikke har tænkt sig at trække tilbage. Lige så snart oppositionslederen var landet, gik han da også på Twitter for at kalde til omfattende demonstrationer mod landets styre nu på lørdag.

- Tak til alle for den store kærlighed og enorme varme, som I bød os velkommen med. Jeg opfordrer landet til at mobilisere sig igen denne lørdag den 9. marts, lød det blandt andet fra oppositionslederen på Twitter.

- Vi kender risikoen

Landets politi- og sikkerhedsstyrker har ved tidligere lejligheder slået hårdt ned på protester mod landets styre. Mange hundrede er blevet såret og fængslet under de demonstrationer, som fandt sted i starten af året. Men det afskrækker ikke oppositionen, lød det i går fra Juan Guaidó.

- Vi kender risikoen, som vi står over for, men det har aldrig stoppet os. Regimet, dikatorstyret må forstå, at det ikke er en mekanisme, der kan stoppe os. Vi er stærkere end nogensinde, vi er på gaderne - vi er mobiliseret, sagde oppositionslederen til fremmødt presse.

Præsident Nicolas Maduro vandt sidste forår et omstridt præsidentvalg i Venezuela. Juan Guaidó udråbte i starten af året sig selv som landets midlertidige præsident i et forsøg på at udløse et nyvalg. (Foto: JHONN ZERPA © Scanpix)

Men pressen var ikke de eneste, der i går var mødt op i lufthavnen for at byde oppositionslederen velkommen hjem. Også flere europæiske ambassadører var til stede.

Netop det store publikum kan have haft betydning for, hvorfor præsident Maduro valgte ikke at anholde Juan Guaido netop der. Det er dog ikke ensbetydende med, at en anholdelse ikke stadig lurer lige om hjørnet, vurderer Kristian Almblad.

- Det kan sagtens være, at han i en af de kommende dage bliver arresteret - han lever i hvert fald livet farligt. Han overtrådte et direkte forbud mod at rejse ud, så nu har Nicolas Maduro og hans politifolk ekstra argumentation for at anholde ham. Så jeg tror ikke, at Juan Guaido kan føle sig helt sikker endnu.

Et land, der fungerer

Der er også mulighed for, at præsident Maduro overvejer en helt ny taktik, vurderer Kristian Almblad.

- Det kan være, at Nicolas Maduro nu vil prøve at køre det samme spil, som Guaido har gjort. Altså holde fast i, at Venezuela er et land, der fungerer, der kører efter demokratiske regler, og hvor myndighederne ikke bare anholder folk på må og få, siger han og fortsætter:

- Det har han jo gjort tidligere, men det kan være, at Maduro nu er inde i en kraftig overvejelse, om han overhovedet skal anholde Guaido.

I slutningen af februar udbrød der uroligheder i byen Urena nær grænsen til Colombia. Det skete efter præsident Nicolas Maduros regering indførte en midlertidig grænselukning og dermed blokerede for levering af nødhjælp til landets befolkning. (Foto: JUAN BARRETO © Scanpix)

Hvad der kommer til at ske i den kommende tid, er utrolig vanskeligt at forudsige, siger Sydamerika-korrespondenten.

- Det er så uforudsigeligt. Det er Sydamerika i det hele taget, det er Venezuela i særdeleshed, og det er Venezuela i ekstra særdeleshed i de her uger, siger han.

Facebook
Twitter