'Dramatisk og uhyggeligt': Blå flammer brænder fra vulkan på Hawaii

Vulkanudbruddet på Hawaii sætter fortsat den amerikanske stat på den anden ende.

Blå flammer er nu blevet en del af vulkanudbruddet på Hawaii. I mere end to uger har den amerikanske stat været på den anden ende, efter at vulkanen Kilauea gik i udbrud 3. maj.

Siden udbruddene er der blevet skabt adskillige sprækker i jorden, hvorfra lava sprøjter op. Men det er ikke længere kun lava.

De blå flammer, der blev optaget billeder af i går, brænder nemlig også fra revnerne i blandt andet fortovet.

- Det er meget dramatisk og meget uhyggeligt, fortæller Jim Kauahikaua, der forsker i geologi, til nyhedsbureauet AP.

Vulkanen gik i udbrud den 3. maj i år.

Antændt metan

De blå flammer opstår, da vulkanen producerer metan, når den varme lava brænder og begraver planter og træer. Metanen er derfor et biprodukt af afbrænding af vegetation.

Og når metan bliver antændt, så produceres de blå flammer.

Metan kan sive gennem revner flere meter væk fra lavaen. Gassen kan også forårsage eksplosioner, når den antændes, mens den er fanget under jorden.

Siden vulkanen gik i udbrud, er der ifølge AP blevet ødelagt mere end 50 bygninger, og en person er blevet alvorligt såret efter at være blevet ramt af flydende lava.

Facebook
Twitter