To angreb fra førerløse amerikanske fly dræbte lørdag 10 formodede medlemmer af terrornetværket al-Qaeda i Yemen.
Samtidig dræbte regeringsstyrker 15 formodede militante i en offensiv mod oprørsgrupper i landet, oplyser Reuters.
- En drone angreb et al-Qaeda-køretøj mellem Shabwa og Marib. Det dræbte seks medlemmer af organisationen, siger en lokal yemenitisk embedsmand til nyhedsbureauet AFP.
Dræbte leder
Han fortæller, at de militante islamister var kørt fra Marib ad hovedvejen mod Shabwa.
Angrebet fra et førerløst fly kommer efter en række lignende aktioner fra luften mod medlemmer af al-Qaeda på den sydlige del af Den Arabiske Halvø.
Søndag angreb et førerløst amerikansk fly i det østlige Yemen og dræbte den lokale leder af al-Qaeda, Fahd al-Quso.
Han var eftersøgt i forbindelse med terrorbomben mod det amerikanske krigsfartøj "USS Cole" i 2000, som kostede adskillige amerikanske marinesoldater livet.
/ritzau/AFP