Dronning Elizabeth accepterer mindre fremtrædende rolle til prins Harry og hertuginde Meghan

Dronning Elizabeth siger, at hun støtter det kongelig par, men hellere ville have haft, at de fortsatte deres rolle i kongehuset.

Dronning Elizabeth siger, at hun forstår det kongelige pars ønsker, men at hun hellere ville have, at parret holdt fast i den tidligere rolle. (Foto: Ben Stansall © Scanpix)

Prins Harry har i dag været til krisemøde hos dronning Elizabeth i kølvandet på den seneste tids royale turbulens i det britiske kongehus.

Her har Prins Harry og hans hustru, hertuginde Meghan, annonceret, at de ikke længere vil være ”fremtrædende” medlemmer af kongehuset.

En melding, som blandt andre BBC siger, parret ikke havde fortalt dronningen om på forhånd, og som har sendt chokbølger gennem det britiske kongehus.

For kort tid siden kom dronning Elizabeth med en officiel melding oven på dagens møde.

Her skriver hun blandt andet, at hun og kongefamilien støtter prins Harry og hertuginde Meghans ønske om at skabe et nyt liv som en ung familie, men at hun hellere ville have haft, at de fortsatte deres roller som fremtrædende medlemmer af kongefamilien.

- Vi respekterer og forstår deres ønske om at leve et mere selvstændigt liv som familie, mens de forbliver en værdsat del af min familie, lyder det endvidere fra dronning Elizabeth.

Hun skriver, at prins Harry og hertuginde Meghan har gjort det klart, at de ikke ønsker at være afhængige af økonomisk støtte fra kongehuset i "deres nye liv".

- Det er derfor blevet aftalt, at der vil være en overgangsperiode, hvor de vil tilbringe tid i Canada og i Storbritannien, skriver dronningen.

Mangler løsninger på flere punkter

Den britiske monark skriver endvidere, at man stadig mangler at få styr på flere elementer i den komplekse sag.

- Men jeg har bedt om, at endelige beslutninger skal træffes inden for de kommende dage, lyder det.

Ifølge The Guardian er det centrale emne, hvordan det royale par og deres otte måneder gamle søn, Archie, skal finansieres i fremtiden, og hvem der skal betale deres sikkerhedsomkostninger.

Iagttagere peger på, at det kan blive svært at retfærdiggøre, at de britiske skatteydere skal betale for eksempelvis parrets livvagter, hvis parret vil distancere sig fra offentligheden.

Foruden spørgsmålet om, hvordan parret skal finansieres, ligger der ifølge The Guardian også en udfordring i parrets ønske om at tjene deres egne penge.

Her kan der blandt andet ligge interessekonflikter i deres roller som kongelige og protektorer for velgørende organisationer, når de får kommercielle interesser.

Derudover er der en risiko for, at parret kan beskyldes for at udnytte deres royale status for at tjene penge eller ødelægge kongefamiliens image, skriver avisen.

Stor sag i Storbritannien

Sidste uges melding fra det royale par har skabt store overskrifter i Storbritannien, hvor krisen i kongehuset et blevet døbt ”Megxit”.

Jonny Dymond, der er kongelig korrespondent hos BBC, sagde før dagens krisedrøftelser, at der ved mandagens møde ville blive skrevet "kongelig historie". Det skriver Ritzau.

Store dele af pressen har taget opstilling foran godset Sandringham House i det østlige England, hvor dagens møde har fundet sted. (Foto: Toby Melville © Scanpix)

Det britiske kongehus har tidligere udtrykt forståelse for parrets ønske, men har samtidig understreget, at situationen er kompleks, og at der er brug for at finde en model for parrets fremtidige tilknytning til kongefamilien.

Prins Harry og hertuginde Meghan har oplyst, at de ønsker at dele deres tid mellem Storbritannien og Nordamerika. Hertuginden var ligeledes ikke til stede ved dagens møde, da hun befinder sig i Canada, hvor hun er rejst hen for at være sammen med parrets søn.

Flere medier antager, at hertuginden har været med på en telefonforbindelse ved dagens møde.