Dronning Elizabeth besøger sårede efter dødelig brand

Premierminister Theresa May har efter en del kritik også mødt beboere og pårørende fra branden i London.

Den britiske monark hilste på frivillige, evakuerede, pårørende, politi- og brandfolk.

Sammen med sit barnebarn prins William besøgte den britiske dronning Elizabeth i dag et sportscenter i nærheden af højhuset Grenfell Tower i det vestlige London, hvor en voldsom brand onsdag nat har kostet mindst 30 mennesker livet.

Her hilste hun på mange af de beboere, der nåede ud af den brændende bygning og ligeledes de betjente og brandmænd, der arbejdede i døgndrift for at slukke branden og efterfølgende undersøge bygningen.

Omkring 200 brandfolk og 44 brandbiler kæmpede med at få branden under kontrol. Det har Londons brandvæsen oplyst på Twitter.

Derudover mødte den britiske dronning de mange pårørende, der stadig mangler at få afklaret deres familiemedlemmers skæbne.

  • Dronning Elizabeth og Prins William ankommer til en sportshal i nærheden af det højhus, der onsdag nat brød i brand. (Foto: HANNAH MCKAY © Scanpix)
  • Dronningen mødte frivillige borgere fra området, der siden branden har hjulpet de berørte mennesker. (Foto: pool © Scanpix)
  • Omkring 200 brandfolk arbejde på at få branden under kontrol. (Foto: Facundo Arrizabalaga © Scanpix)
  • Dronningen og prins William mødte ligeledes det sundhedspersonale, der tog hånd om de sårede. (Foto: HANNAH MCKAY © Scanpix)
  • I alt har 30 mennesker mistet livet. Politiet forventer at tallet vil stige yderligere. (Foto: HANNAH MCKAY © Scanpix)
  • Dronning Elizabeth opholdte sig på sportscentret i en lille time for at hilse på de mange mennesker, der hjalp til med at slukke branden. (Foto: Facundo Arrizabalaga © Scanpix)
  • Der er stadig mange pårørende, der endnu ikke ved, om deres familiemedlemmer er i live eller ej. (Foto: Facundo Arrizabalaga © Scanpix)
1 / 7

Politiet frygter, at dødstallet kan komme op over 100.

- Desværre forventer vi ikke, at der vil være nogle overlevende, siger politichef Stuart Cundy fra Londons politi.

På nuværende tidspunkt er 24 personer stadig indlagt - af dem er 14 i kritisk tilstand.

May besøger også ofre

Premierminister Theresa May har for kort tid siden besøgt nogle af ofrene på hospitalet, skriver The Guardian.

Allerede i går besøgte hun området omkring højhuset. Efterfølgende har hun fået massiv kritik for ikke at besøge netop ofrene og deres pårørende. Forklaringen var, at der var nogle sikkerhedsmæssige forhold, der forhindrede hende i at tage hen og hilse på dem.

Theresa May meddelte i går, at hun har bestilt en gennemgribende og åben undersøgelse af den voldsomme brand. Ifølge Theresa May fortjener de omkomne og pårørende svar på, hvordan branden kunne sprede sig så hurtigt.

Den begyndte natten til onsdag i højhuset Grenfell Tower med 120 lejligheder i bydelen Kensington.

På kort tid havde ilden bredt sig til de øverste etager på den 24 etager høje boligblok.

Scotland Yard politi har, ifølge The Guardian, ligeledes åbnet en undersøgelse.

En talskvinde for politiet fortæller til den britiske avis, at der er blevet udpeget en efterforskningsleder, men at politiet endnu ikke kan sige noget om, hvordan undersøgelsen vil blive gennemført, og hvad der specifikt vil være dens fokus.

Brandkommissær, Dany Cotton, sagde i går, at myndighederne endnu ikke ved, hvorfor branden begyndte.

Sidste år fik højhuset en ny facade, og The Guardian skriver, at den samme slags facade er blevet brugt på højhuse i Frankrig, i Dubai og i Melbourne, og at de også har været ramt af brand. Men brandkommisæren hverken be- eller afkræfter, at facaden skulle være årsag til branden.