Dronning Elizabeth døjer med sin tunge krone: Du kan ikke kigge ned

I en ny dokumentar om kroninger og kronjuveler afslører den britiske dronning bagsiden ved at bære guld og diamanter på hovedet.

Prins Charles skal måske til at overveje at træne sine nakkemuskler lidt, hvis han en dag skal blive helt klar til at overtage den britiske trone fra sin mor.

Det er i hvert fald noget af en udfordring at bære den 1,28 kilo tunge britiske kongekrone, fortæller dronning Elizabeth i en ny BBC-dokumentar.

Senest voldte den hende problemer, da hun skulle holde tale til åbningen af det britiske parlament.

- Du kan ikke kigge ned for at læse din tale. Du bliver nødt til at tage talen op. Fordi hvis du kiggede ned, så ville din hals brække, den ville falde af, siger dronning Elizabeth i dokumentaren.

Der er til gengæld ingen risiko for, at kronen falder af.

- Når først du har taget den på, så bliver den. Altså så bliver den virkelig. Så der er nogle ulemper ved kongekroner, men ellers er de ganske vigtige ting, siger dronning Elizabeth.

Kronen blev oprindeligt lavet til dronningens far, kong Georg 6., i 1937. Den er prydet med intet mindre end 2.868 diamanter, 17 safirer, 11 smaragder og hundredvis af perler.

I dokumentaren husker dronningen også tilbage på en forfærdelig tur i en guldhestevogn fra sit hjem på Buckingham Palace til kirken Westminster Abbey.

- Forfærdelig, slet ikke behageligt, fortæller hun ifølge The Guardian.

Dokumentaren bliver første gang sendt på britisk tv på søndag.