Dronning i 65 år: Elizabeth har regeret over 13 premierministre

Fra Churchill til May - stort set hver uge mødes dronning Elizabeth med den siddende premierminister.

  • I forbindelse med sit 60-års diamantjubilæum i 2012 var dronning Elizabeth inviteret hjem til daværende premierminister David Cameron i Downing Street nr. 10 sammen med tre andre tidligere premierministre, nemlig John Major, Tony Blair og Gordon Brown. (Foto: pool © Scanpix)
  • Den første premierminister, som dronning Elizabeth regerede over, var Winston Churchill. Det er tidligere kommet frem, at han var hende en stor støtte i de første år som dronning. (Foto: Sven Gjørling © Scanpix)
  • Anthony Eden var premierminister fra 1955-1957. (Foto: Hakon Nielsen © Scanpix)
  • Harold Macmillan var premierminister fra 1957-1963. (© dr)
  • Sir Alec Douglas-Home kunne holde tirsdagsmøder med dronning Elizabeth i bare et år fra 1963-1964. (© dr)
  • Premierminister Harold Wilson med pibe - han bestred posten over to omgange, fra 1964-1970 og igen fra 1974-1976.. (Foto: STEEN JACOBSEN © Scanpix)
  • Edward Heath sad på posten fra 1970-1974. (Foto: Per Pejstrup © Scanpix)
  • James Callaghan var premierminister fra 1976-1979. (Foto: pool © Scanpix)
  • Dronning Elizabeth havde et fint forhold til jernladyen, Margaret Thatcher, der var premierminister fra 1979-1990. (Foto: KIERAN DOHERTY © Scanpix)
  • John Major kunne holde møder med dronning Elizabeth fra 1990-1997. (Foto: WIN MCNAMEE © Scanpix)
  • Tony Blair var premierminister, da prinsesse Diana døde, og dronning Elizabeth blev meget kritiseret for ikke at kommentere dødsfaldet hurtigt nok. Han var siddende premierminister fra 1997-2007. (Foto: Dan Chung © Scanpix)
  • Gordon Brown sludrer her med dronningen. Han styrede landet fra 2007-2010. (Foto: ho © Scanpix)
  • Premierminister David Cameron ses her sammen med dronningen i 2010, da han første gang skulle danne regering. Han sad på posten til 2016. (Foto: pool © Scanpix)
  • Theresa May nejede dybt for dronningen, da de mødtes første gang som premierminister og dronning i juli sidste år. Hun er den 13. premierminister, som dronning Elizabeth har været monark over. (Foto: pool © Scanpix)
1 / 14

I dag kan den britiske dronning Elizabeth fejre såkaldt safirjubilæum som dronning.

I dag er det nemlig 65 år siden, at hendes far, kong George VI, døde og dermed efterlod tronen til datteren.

Som monark overtog hun ikke blot titlen, men også opgaverne. Blandt ugens faste opgaver har været et tirsdagsmøde med den siddende premierminister, hvor dronningen informeres om landets tilstand og de store politiske sager.

Den første premierminister, hun mødtes med, var således Winston Churchill - og siden har hun mødtes med 12 øvrige premierministre, senest naturligvis Theresa May, der blot er den anden kvinde til at holde tirsdagsmøder med dronningen.

Hun har desuden mødt 12 amerikanske præsidenter fra Herbert Hoover, der dog havde forladt posten, til Barack Obama. Senere på året er det meningen, at hun skal mødes med præsident Donald Trump.

Dronningen fyldte 90 år, 21. april sidste år og blev dermed den ældste siddende monark.

Selv fejrer dronningen ikke sin "indsættelsesdag", da den for hende også markerer hendes fars dødsdag. Hun har tilbragt dagen med sin mand, prins Philip, på parrets landejendom i Sandringham.

Lidt officiel hyldest til dronningen er det dog blevet til. Jubilæet er blevet markeret med geværsalutter ved Tower of London, Green Park i London og i resten af landet. Desuden har den engelske nationalbank nemlig udgivet en special-kollektion af otte nye mønter, som markerer safirjubilæeet.

I billedserien herover kan du se de 13 premierministre, som dronningen har holdt tirsdagsmøde med i sin lange, lange karriere.

Facebook
Twitter