DR's korrespondent i Norge: Valget er ikke afgjort endnu

- Stemningen er afventende i Norge, siger DR's Anna Gaarslev, mens stemmerne tælles op.

Arbeiderpartiets leder, Jonas Gahr Støre, afgiver sin stemme på Svendstuen skole. (Foto: Pedersen © Scanpix)

40 procent af stemmerne var talt op, da den første prognose blev offentliggjort klokken 21, og Erna Solberg blev udråbt som vinder af valget i Norge.

Men tingene er ikke helt afgjort endnu, siger DR's korrespondent i Norge Anna Gaarslev umiddelbart efter.

- De to borgerlige midterpartier ligger og vipper lige omkring fire procent og kan godt gå lige under. Og hun kan ikke tåle at miste dem begge.

- Stemningen er optimistisk, men en kende afventende, fordi det er uvist, hvem der kommer ind, siger Anna Gaarslev.

Den blå blok, der består af de fire partier Høyre, Fremskrittspartiet, KrF og Venstre, står til samlet at opnå 88 mandater.

Den rødgrønne blok, der ledes af Arbeiderpartiets formand, Jonas Gahr Støre, og blandt andet tæller Miljøpartiet De Grønne (MDG), står til at få 81 mandater.

Anna Gaarslev understreger, at samtlige partier til højre ser ud til at gå tilbage, men ikke nok til at miste flertallet.

Manuel optælling

I Norge er de gået tilbage til manuel optælling for at være sikre på at få det helt korrekte resultat. Det kan være med til at forsinke det endelige valgresultat.

- Der tælles på livet løs, og det kan give en forsinkelse. Til gengæld er der mange, der har stemt på forhånd - næsten 30 procent, siger Anna Gaarslev.

Det er valgmyndigheden Valgdirektoratet, der står bag den første prognose.

Grundlaget for prognosen er de stemmer, som er optalt før klokken 21, hvor valgstederne lukkede.

Ved dette valg har over en million vælgere stemt på forhånd. De fleste af de stemmer var optalt inden klokken 21.

Facebook
Twitter