Dykker død i forsøg på at hjælpe drenge i grotte

En tidligere marinesoldat, som hjalp med redningsarbejdet i grotten, er død af iltmangel.

En af de dykkere, der arbejdede på at redde 12 thailandske fodbolddrenge og deres træner ud fra en grotte i Thailand, er død af iltmangel.

Det oplyser thailandske myndigheder ifølge nyhedsbureauet AP.

- Det er triste nyheder. En tidligere Navy Seal-dykker, der frivilligt forsøgte at redde drengene, døde i nat, oplyser guvernør i Chiang Rai, Passakorn Boonyaluck.

Ifølge guvernøren forsøgte den 37-årige dykker at levere iltbeholdere til drengene i grotten, da han selv løb tør for ilt under vandet.

De tragiske omstændigheder ændrer dog ikke på redningsmissionen, lyder det fra Arpakorn Yookongkaew, der er marinedykkernes øverstbefalende.

Redningshold i Thailand knokler i døgndrift med at pumpe vand ud fra en oversvømmet grotte, hvor de 12 drenge og deres træner har været fanget i næsten to uger.

Drengene blev lokaliseret mandag, efter at de havde været spærret inde i den oversvømmede grotte siden 23. juni.

Man forsøger at lære drengene at dykke. Turen ind tager seks timer, og turen tilbage tager fem timer. Men i øjeblikket er vurderingen, at forholdene er for vanskelige for drengene.

Thailandske myndigheder har sagt, at det kan ende med, at drengene må blive i grotten til efter regntiden - i flere måneder.

/ritzau/

Facebook
Twitter