Dyreorganisation advarer: Girafkød ender på kenyanske tallerkener

Kød fra store pattedyr bliver blandet med oksekød, viser dna-prøver ifølge African Wildlife Foundation.

Giraffer er i stigende grad truet, ikke mindst fordi de bliver spist. (Foto: CLEMENS BILAN © Scanpix)

Hvis man bestiller en burger i Kenya, er der risiko for, at man også får serveret girafkød. Det skriver Kenyas største avis The Nation.

Det er den internationale dyrebeskyttelsesorganisation African Wildlife Foundation, som har fået taget dna-prøver fra oksekød, som er til salg hos slagtere i landet.

Og her viser det sig, at køer ikke er den eneste drøvtygger, som indgår.

- Vi ønskede at undersøge, om slagterier, som sælger oksekød, også sælger vildt, siger Philip Muruthi, African Wildlife Foundations vicepræsident for dyrebeskyttelse.

- De andre typer vildt, som vi fandt hos slagterne, var gazelle og bøffel, sige han ifølge avisen.

Bestand går kraftigt ned

Ifølge organisationen har forbrugerne ikke en chance for at opdage, at der er girafkød i deres kød, fordi det er hakket i små stykker og blandet op med oksekødet.

Men det største problem er, hvad det betyder for bestanden af dyrene, som i stilhed er blevet 40 procent mindre på kontinentet i løbet af de seneste 30 år, ifølge organisationen.

I Kenya er giraf-bestanden faldet med 67 procent siden 1970'erne.

På en nylig konference om girafbeskyttelse kom det frem, at krybskytteri og tab af leveområder til mennesker er blandt de største årsager til faldet.

- Denne ikoniske art er i stigende fare på grund af krybskytteri i jagten på kød, siger Philip Muruthi.