Dyster rekord: USA har største stigning i nye coronatilfælde

Knap tre millioner er testet positive med coronavirus i USA, hvor antallet af nye tilfælde er stigende.

En sundhedsmedarbejder i den amerikanske delstat Texas tager sig en pause fra coronatestning. (Foto: Callaghan O''hare © REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

USA registrerer den hidtil største stigning i antallet af nye smittetilfælde i løbet af 24 timer.

Således er 60.209 amerikanere det seneste døgn blevet testet positive med coronavirus.

Det viser en opgørelse fra Johns Hopkins University (JHU) ifølge nyhedsbureauet AFP.

USA's mest folkerige delstat, Californien, står for 10.000 af de nye tilfælde, skriver nyhedsbureauet Reuters. Det er et rekordhøjt antal dagligt smittede for delstaten.

Den seneste måned er antallet af nye tilfælde i Californien mere end fordoblet, og samlet har 284.000 fået konstateret Covid-19, som virussygdommen hedder.

Delstaterne Texas og Florida har også passeret over 10.000 nye smittede det seneste døgn, skriver Reuters.

Siden begyndelsen af juni har USA oplevet en genopblussen af coronavirus, hvilket har tvunget adskillige stater til at tilbagerulle genåbninger af samfundet.

Knap tre millioner amerikanere er i alt blevet testet positive for virusset. I alt har 131.362 coronapatienter i USA mistet livet med 1114 nye dødsfald det seneste døgn, viser tal fra JHU ifølge AFP.

/ritzau/

Facebook
Twitter