Dystre advarsler efter droppet kornaftale: 'Flere hundrede millioner mennesker er truet af hungersnød'

Dansk markedsanalytiker forventer dog, at den ukrainske eksport kan fortsætte ad anden vej.

Kornaftalen, der blev indgået sidste sommer, har indtil videre sikret Ukraine muligheden for sikkert at eksportere over 30 millioner tons korn over Sortehavet. (Foto: © Ümit Bektas, Ritzau Scanpix)

Sent i aftes dansk tid udløb den kornaftale, som det seneste år har sikret, at ukrainsk og russisk korn kan komme ud på verdensmarkedet via Sortehavet på trods af krigen i Ukraine.

Den bliver ikke forlænget, før en række russiske krav er blevet indfriet, lyder meldingen fra Moskva.

Og det er rigtig dårlig nyt for rigtig mange mennesker, lyder det fra FN's generalsekretær, Antonio Guterres.

- Det er et frit valg, om man vil deltage i denne aftale. Men nødlidende mennesker i hele verden og i ulandene har ikke noget valg. Flere hundrede millioner mennesker er truet af hungersnød, og forbrugerne står over for en global leveomkostningskrise.

- Og det er dem, der kommer til at betale prisen, lyder det fra generalsekretæren.

Vesten beskylder Rusland for at bruge korn som våben

Aftalen, som faldt på plads sidste sommer med hjælp fra FN og Tyrkiet, var med til at holde priserne nede efter en eksplosion i prisen på fødevarer, som truede millioner af menneskers fødevaresikkerhed.

Uden en aftale om sikkert sejlads gennem Sortehavet er der udsigt til, at Ukraine i stedet må eksportere sit korn gennem en række nabolande i stedet for at kunne sejle det direkte til eksempelvis Afrika eller Mellemøsten. (Foto: © sergei supinsky, Ritzau Scanpix)

Med den russiske beslutning om ikke at forlænge aftalen har Moskva valgt at gøre fødevarer til et våben, lyder beskyldningen fra USA.

- Resultatet af Ruslands handlinger - at gøre fødevarer til et våben i sin krig mod Ukraine - bliver, at det bliver sværere at skaffe mad i områder, der desperat har brug for det, og som oplever prisstigninger, lød det i aftes fra den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, som kaldte den russiske suspendering af aftalen for "samvittighedsløs".

Ukraine har i mange år eksporteret enorme mængder korn, og landet kaldes derfor Europas brødkurv. (Foto: © Efrem Lukatsky, Associated Press)

- Jeg håber, at alle lande følger nøje med. De vil se, at Rusland er ansvarlig for at nægte folk, der har desperat brug for det, adgang til mad rundt omkring i verden og bidrage til stigende priser på et tidspunkt, hvor mange lande fortsat oplever meget svær inflation.

Også USA's FN-ambassadør, Linda Thomas-Greenfield, beskyldte i går Rusland for at bruge fødevarer som våben og forværre den globale fødevarekrise:

Statsminister Mette Frederiksen (S) kritiserer også Rusland for ikke at gå med til at forlænge kornaftalen.

- Det viser på meget brutal vis, hvem vi har med at gøre i Kreml. Det er krig per korn, der føres. Det kan potentielt have kæmpestore konsekvenser, lød det i går fra statsministeren.

Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, har også været hurtig til at lange ud efter Rusland:

Præsident Putins talsmand, Dmitrij Peskov, slog i går fast, at kornaftalen ville være suspenderet, indtil Moskvas krav om nemmere adgang til verdensmarkedet bliver mødt.

Ifølge Rusland gør vestlige sanktioner det nemlig svært for Rusland at sælge landets korn og gødning.

- Så snart Ruslands andel af aftalen opfyldes, så vender den russiske side tilbage til at overholde aftalen. Øjeblikkeligt, lød det i går fra Dmitrij Peskov.

Den russiske FN-ambassadør, Dmitrij Polianskij, sagde under et møde i FN's sikkerhedsråd i går, at Rusland står klar til at overveje en genoptagelse, men først "hvis der leveres konkrete resultater og ikke bare løfter og garantier fra Vesten".

- Nu må det være tid til, at Kyivs europæiske allierede viser deres solidaritet og eksporterer ukrainske fødevarer gennem landkorridorer, lød det fra den russiske FN-ambassadør.

Analytiker forventer, at eksporten fortsætter

Korneksporten ud af Ukraine kommer sandsynligvis til at fortsætte via Europa.

Det vurderer Palle Jakobsen, markedsanalytiker hos virksomheden Agrocom, der vejleder danske landmænd i blandt andet afgrødsmarkederne.

- Ukraine har opbygget en temmelig stor eksport via Donau-deltaet i Rumænien. Den vil de kunne opretholde - det vil russerne ikke kunne gøre noget ved, siger Palle Jakobsen.

- Meldingerne fra Ukraine er også, at man fortsat vil besejle de ukrainske havne, så hvis der ikke sker yderligere, så kommer det ikke til at betyde så meget, vurderer han.

Den annullerede kornaftale giver anledning til både frustration og apati i den ukrainske havneby Odesa, fortæller DR's udsendte, Victor Schrøder Friis:

Men det kan få katastrofale følger, hvis Ukraine og Rusland begynder at angribe hinandens kornterminaler, siger Palle Jakobsen.

- Kommer vi i en situation, hvor shippingfirmaerne ikke tør sejle ind i Sortehavet, fordi de ikke kan få deres skibe forsikret, fordi der foregår krigshandlinger på havnene i Rusland og Ukraine, så er det intet mindre end en katastrofe for den fattige del af verden, siger han.

I denne explainer fra sidste år kan du se, hvordan krigen i Ukraine skader fødevaresikkerheden i lande mange tusinde kilometer væk.

Rettelse: Det fremgik tidligere af en billedtekst, at Ukraine står for en tredjedel af verdens hvede. Det er ikke korrekt - tallet er betydeligt lavere. Vi beklager fejlen