Lægen Kent Brantly er optimistisk fra sygesengen på hospitalet i Atlanta.
Den 33-årige læge er en af to amerikanere, som bliver behandlet for den dødbringende virus ebola i USA.
Og for første gang fortæller han nu selv, hvordan han har det med en skriftlig udtalelse fra sin isolationsstue.
- Lægerne giver mig den bedst tænkelige pleje. Jeg bliver stærkere for hver dag, der går, og jeg takker gud for at vise mig barmhjertighed, mens jeg kæmper med denne forfærdelige sygdom, skriver han blandt andet.
Ekstrem høj dødelighed
Kent Brantly blev smittet i Liberia, selvom han bar beskyttelsesdragt, mens han arbejdede for en religiøs hjælpeorganisation med at behandle smittede patienter.
Han mærkede selv symptomerne komme snigende under opholdet i Liberia og isolerede derefter sig selv, men arbejde videre fra sygesengen.
De første symptomer på ebola er høj feber, ondt i hovedet, halsen og musklerne. Dårlig mave og opkast.
Er behandlet med uprøvet medicin
Dødeligheden er ekstrem høj for folk med ebola, og sundhedsvæsenet i de berørte vestafrikanske lande er ved at kollapse.
Brantly blev i weekenden fløjet hjem til USA, hvor han er garanteret en mere sikker behandling, selvom det affødte en del kritik, at de amerikanske myndigheder frivilligt fragtede ebola til USA.
Det vakte opsigt verden over, at han selv iført beskyttelsesdragt kunne gå ud af ambulancen og ind på det amerikanske hospital så sent i sit sygdomsforløb.
At Brantly modsat mange af de smittede i Vestafrika fortsætter med at få det bedre skyldes, han er blevet behandlet med midlet Zmapp, som hidtil kun har været testet på aber.
59-årig kvinde har det også bedre
Den anden amerikanske ebola-patient er hjælpearbejder og 59-årige Nancy Writebol. Hun blev også smittet med ebola, mens hun arbejdede samme sted som Brantly og har fået samme uprøvede medicin, hvor ingen endnu kender bivirkningerne for mennesker.
Officielt findes der ingen kur mod ebola, men da begge amerikanere havde valget mellem at dø med stor sandsynlighed og måske blive helbredt med Zmapp, var ingen af dem i tvivl.
Og ender deres behandling med at gøre dem raske, vil det være revolutionerende i kampen mod ebola-epidemien, som WHO nu betegner som en 'international nødsituation'.
Nancy Writebols tilstand er dog værre, men hendes mand siger ifølge AP, at hun ser ud til at være i bedring.
Næsten 1.000 døde
Ebola smitter ikke gennem luft eller vand. Sygdommen spredes gennem direkte kontakt med sekreter som blod, sæd eller spyt.
Torsdag kom den første ebola-smittede person til Europa. Den katolske præst Miguel Pajares modtager behandling på et hospital i Madrid efter også at have fået konstateret ebola i Liberia.
I alt er 959 personer døde i de berørte lande Sierra Lione, Liberia, Guinea ifølge WHO. To er døde i Nigeria, Afrikas folkerigeste land, hvor der fredags aften er blevet erklæret nødretstilstand på grund af smittespredningen.
Fredag aften fraråder Udenrigsministeriet ikke-nødvendige rejser til de tre hårdest ramte lande - Sierra Lione, Liberia, Guinea.