Ebola-udbrud har bredt sig til Uganda: Fem-årig blandt ofrene

Ebola-udbruddet i DR Congo, der indtil videre har kostet 1.400 personer livet, har spredt sig til nabolandet Uganda.

Det første tilfælde af ebola er nu konstateret i Uganda. Her ses en sundhedsmedarbejder i en behandlingsenhed i Beni i DR Congo. (Foto: BAZ RATNER © Scanpix)

Ebola-udbruddet i DR Congo har nu spredt sig til nabolandet Uganda, hvor en fem-årig dreng er død efter at være blevet diagnosticeret med den frygtede sygdom.

Yderligere to personer er blevet testet positive med ebola, bekræfter Verdensundhedsorganisationen WHO Uganda på Twitter.

Drengen var kommet til Uganda sammen med sin mor og fire familiemedlemmer gennem grænsen ved Bwera og søgte behandling på Kagando hospitalet, hvor han blev diagnosticeret med ebola, oplyser landets sundhedsminister.

At der nu er konstateret de første tilfælde af ebola i Uganda, er et skrækscenarie, myndighederne har frygtet, fortæller DR's Afrika-korrespondent, Søren Bendixen.

- Efter ti måneder, hvor udbruddet har vist sig at smitte flere end forventet, har man frygtet, at en person ville rejse til et af nabolandene. Her har man været foreberedt, vaccineret sundhedspersonalet og foreberedt evakueringscentre, så man kan behandle og internere smittede personer. Men det er stadig en vanskelig opgave, siger han.

Søren Bendixen forklarer, at det blandt andet handler om at få identificeret alle de personer, drengen har været i berøring med, siden han tog fra DR Congo og ankom til Uganda den 9. juni.

Det første tilfælde af ebola er nu konstateret i Uganda.

Grænseovergange og uvidenhed gør det svært

Ud over at epidemien er opstået i et konfliktområde, hvor militante og bevæbnede grupper bekriger hinanden, er de adskillige grænseovergange til Burundi, Rwanda, Sydsudan og Uganda - og trafikken over dem - også en af årsagerne til, at det er svært at dæmme op for sygdomsudbruddet, fortæller Thomas Ingemann.

Han er udsendt af Dansk Røde Kors og befinder sig i millionbyen Goma i den østlige del af DR Congo.

Siden august, hvor epidemien brød ud, har knap 1.400 personer mistet livet og 2.000 er blevet smittet.

- Det er svært at nå folk, for de har ikke tillid til myndighederne og derfor heller ikke til hjælpeorganisatoinerne, som er i området i forbindelse med udbruddet, siger han og fortæller, at mange af de lokale ikke tror på ebola.

Hvis de gør, frygter de, at det er noget, der er hentet ind af organisationerne udefra - som eksempelvis Røde Kors.

- En af Røde Kors' hovedopgaver er jo at udføre sikre begravelser, og der er en del af befolkningen, som nægter at lade deres afdøde begrave på en ordentlig måde, så de ikke selv bliver smittet. Og det er på dødstidspunktet, man er allermest smittefarlig, siger Thomas Ingemann.

Facebook
Twitter