Efter 10 dage fanget på skib: Fire EU-lande tager imod 62 nødstedte migranter

Hverken Malta eller Libyen har villet tage imod ngo-skibet Alan Kurdi.

Et barn undersøges i timerne efter redningen den 3. april. Siden har migranterne været strandet på åbent hav. (Foto: Handout . © Scanpix)

62 migranter, som blev reddet på åbent hav den 3. april ud for Libyen, kan nu endelig få fast grund under fødderne.

Hverken Malta eller Italien har villet åbne sine havne for ngo-skibet Alan Kurdi fra organisationen Sea Eyes, fordi de mener, at de private redningsskibe opmuntrer menneskesmuglere.

Men nu har Malta og EU forhandlet en aftale på plads med fire EU-lande om at tage imod migranterne.

- Gennem koordination fra EU-kommissionen og i samarbejde med Malta, vil migranterne ombord på ngo-fartøjet Alan Kurdi blive omfordelt mellem fire EU-stater: Tyskland, Frankrig, Portugal og Luxembourg, lyder det i en udtalelse fra den maltesiske regering.

- Ingen af migranterne vil forblive på Malta, fremgår det.

Var ved at løbe tør for mad og vand

Ifølge Reuters vil Alan Kurdi, som er opkaldt efter en treårig syrisk dreng, som druknede i 2015, ikke få lov at lægge til på Malta.

I stedet sejler maltesiske skibe til et tysk redningsskib for at afhente migranterne.

Organisationen Sea Eyes advarede tirsdag om, at det var ved at løbe tør for vand og mad, og fik lov til at modtage nye forsyninger på Malta.

Dagen efter blev en kvinde ombord evakueret, da hun mistede bevidstheden. Endnu en migrant er blevet reddet væk fra skibet siden, men et spædbarn er fortsat ombord.

Ifølge Sea Eyes er Alan Kurdi det eneste ngo-skib som stadig opererer på Middelhavet.

- Ud af 12 skibe, som opererede i 2015, er vi det eneste, som er tilbage i Middelhavet. Og handelsskibe sejler i en stor bue uden om for at undgå at redde folk, sagde talsmand Carlotta Weibl for et par dage siden til Deutche Welle.

Færre migranter til Europa

Antallet af migranter til Europa har været kraftigt faldende de seneste år, hvormed antallet, som forsøger at krydse Middelhavet, også er gået ned.

Rejsen er til gengæld blev farligere for dem, der gør forsøget, blandt andet fordi antallet af redningsfartøjer i området er faldet.

Hvor knap 0,4 procent af dem, som forsøgte at krydse havet i 2015, druknede, var det sidste år næsten to procent.

De fleste - knap 60 procent af de som drukner - dør fortsat på rejsen mellem Libyen og Italien.

EU har for nylig offentliggjort, at den på italiensk opfordring vil afslutte sin "Operation Sophia", som patruljerer i Middelhavet og har reddet tusindvis af migranter fra druknedøden.

Facebook
Twitter