Forleden kulminerede 22 års jagt på en af de mest eftersøgte mænd fra folkedrabet i Rwanda i 1994.

Et hold efterforskere fra FN lykkedes onsdag sammen med lokale myndigheder at anholde Fulgence Kayishema i Sydafrika, efter han i årtier har været på flugt under dække af falske identiteter og med hjælp fra gode forbindelser.

I dag har han været for retten i Sydafrika, skriver Reuters.

Selv har Kayishema, der er tiltalt for drabet på mindst 2.000 mennesker, mens han arbejdede som politibetjent, "ventet i årevis på at blive anholdt", oplyste han efterforskerne fra FN ved sin anholdelse.

Det samme har Rwanda. Landet er stadig er i gang med at hele sårene fra folkedrabet, hvor mellem 800.000 og én million mennesker blev dræbt på under 100 dage. Og det betyder meget for den proces, at bagmænd kommer bag tremmer.

Det fortæller krigsfotograf Jan Grarup, der befandt sig i Rwanda i april 1994 midt i uhyrlighederne.

- Det betyder rigtig meget for Rwandas selvforståelse, siger han om anholdelsen.

Jan Grarup ser tilbage på sin tid i Rwanda som det værste, han nogensinde har oplevet. Han har stadig en stor tilknytning til det centralafrikanske land, som han har besøgt jævnligt, og hvor han har mange bekendte.

- Hver gang, man fanger nogle af de større bagmænd, kommer de for retten, hvor de bliver nødt til at stå til ansvar for deres handlinger - og det sætter man kæmpe pris på i landet.

Bagmand i en af de værste kirkemassakrer

Fulgence Kayishema er tiltalt for at have orkestreret og beordret drabet på flere end 2.000 tutsi-flygtninge, der havde forskanset sig i en katolsk kirke i den lille by Nyange.

Her var kvinder, mænd og børn gået i skjul fra macheterne, men døde i en voldsom massakre, hvor der blev sat ild til kirken, mens dørene blev barrikaderet.

- Kayishema deltog direkte i planlægningen og udførslen af denne massakre, herunder ved at skaffe og fordele benzin til at brænde kirken med flygtningene ned.

Sådan lyder det i en udtalelse fra FN's retsindstans IRMCT, der arbejder for at eftersøge og retsforfølge personer fra folkedrab.

- Derefter brugte Kayishema og andre en bulldozer til at vælte kirken, så flygtningene derinde blev begravet og dræbt.

Netop kirkedrabet i Nyange er blevet beskrevet som en af de mest brutale handlinger i løbet af de 100 dages massedrab.

Men det var generelt en kendt og meget brugt metode under folkedrabet i Rwanda, fortæller Jan Grarup, der selv har været vidne til flere af den slags kirkemassakrer.

Minoriteten i landsbyerne, tutsierne, fik at vide, at hvis de søgte op i den lokale kirke, så ville de være i sikkerhed, fortæller han.

- Når alle fra et område så var kommet ind i kirken, barrikaderede man døre og vinduer. Så kastede man håndgranater ind, og så gik man gennem kirkerummet med macheter og slog alle ihjel, siger krigsfotografen.

- Jeg har selv desværre oplevet flere af dem i landsbyer rundt omkring i landet. Det var det værste, husker Jan Grarup.

På flugt i over to årtier

I slutningen af folkedrabet flygtede Fulgence Kayishema til DR Congo med sin kone, børn og svoger. Efterfølgende boede han i forskellige afrikanske lande, indtil han slog sig ned i Sydafrika i 1999 og søgte om asyl i Cape Town under et falsk navn, skriver CNN.

Han har derefter været på flugt i 22 år. Ifølge efterforskerne har han kunnet leve et beskyttet liv med hjælp fra et netværk, der blandt andet tæller tidligere medlemmer af Rwandas militær, som hjalp med at holde ham skjult.

IRMCT har flere gange de seneste år klaget over en manglende villighed til samarbejde fra de sydafrikanske myndigheder.

Og der har været en håndfuld mislykkedes forsøg på at anholde Kayishema, skriver FN-instansen i en pressemeddelelse. Men i onsdags lykkedes det altså.

- Fulgence Kayishema var på flugt i mere end 20 år. Anholdelsen sikrer, at han endelig bliver stillet for retten for de påståede forbrydelser, siger chefanklager Serge Brammertz fra IRMCT.

Flere personer på fri fod

Selvom Kayishema nu er bag tremmer, stopper Rwandas jagt ikke. En række centrale personer er stadig på flugt - konkret leder FN efter tre personer.

Det kommer oven i, at en lang række medløbere gennem årene er blevet stillet til ansvar ved lokale retssager.

Men det, der betyder noget, er netop de større bagmænd, fortæller Jan Grarup, der understreger, at det kommer med en dobbelthed, idet Rwanda stadig er i gang med en helingsproces oven på hændelserne i 1994.

- Man skal forstå, at der ikke er en glæde over det i Rwanda, men der er en vigtighed og en lettelse over, at de mennesker, som har stået for det her, bliver holdt til ansvar for deres handlinger.