Efter afsløringer: Politiet ransager Australiens svar på DR

Public service-station har bragt alvorlige anklager mod australske soldater.

ABC's chefredaktør, Craig McMurtrie, møder pressen uden for hovedkvarteret i Sydney. (Foto: Peter PARKS © Scanpix)

- Det her er en alvorlig udvikling og skaber berettigede bekymringer om pressefrihed og ordentlig offentlig kontrol i sager om national sikkerhed og forsvar.

Chefen for Australien public service-station ABC, David Anderson, er rystet, efter politifolk i dag mødte op for at ransage medieselskabets hovedkvarter i Sydney.

Den usædvanlige aktion mod Australiens svar på DR knytter sig til historier, som ABC bragte i 2017 på baggrund af lækkede dokumenter fra forsvaret.

I historierne blev australske soldater anklaget for ulovlige drab på civile og andre alvorlige forseelser i Afghanistan.

Anden sag på et døgn

Politiets ransagelseskendelse retter sig specifikt mod de to undersøgende journalister, som stod bag afsløringerne, samt ABC's nyhedschef.

Politiets teknikere har undersøgt computere og kopieret materiale, der knytter sig til kendelsen, oplyser ABC. Selskabets kontor i Melbourne, hvor de to journalister bag Afghanistan-serien arbejder, er ikke blevet ransaget.

ABC's chefredaktør, Craig McMurtrie, lover, at man vil beskytte kilderne til historierne fra 2017.

- Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at begrænse omfanget af det her, og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at støtte vores reportere, siger han.

Ransagningen hos ABC kommer dagen efter en lignende aktion mod en anden australsk journalist, der sidste år afslørede hemmelige planer om at udvide regeringens muligheder for at overvåge befolkningen. De to sager er ikke forbundet, siger politiet.

Hvad afslørede ABC?

  • De lækkede dokumenter viser stigende bekymring i forsvarsledelsen over kulturen blandt Australiens specialstyrker, der bekæmpede oprørere i det sydlige Afghanistan.

  • En stor del af dokumenterne er rapporter om mindst ti episoder fra 2009-2013, hvor specialstyrker dræbte oprørere, men også ubevæbnede mænd og børn.

  • I mindst to af tilfældene - begge fra 2013 - har forsvaret åbnet efterforskninger om ulovlige drab. I den ene blev en mand og et barn på seks år dræbt. I det andet døde en fange, mens han var alene med en soldat.

  • Efter endnu en episode i 2013 klager de afghanske myndigheder over Australiens drab på ubevæbnede civile.

  • Dokumenterne indeholder nye detaljer om en sag, hvor australske soldater skar hænderne af døde Taliban-krigere.

  • Der er rapporter om en dyb splittelse mellem de to eliteenheder, der udførte hovedparten af opgaverne i Afghanistan.

  • En serie komplekse dokumenter viser forsvarets problemer med at definere, hvilke test soldaterne skal foretage, inden de skyder for at dræbe.

Kilde: ABC

Facebook
Twitter