Efter attentatplaner i Danmark: Norge indkalder iransk ambassadør til samtale

Den norske udenrigsminister kalder de danske afsløringer for 'uacceptable'.

Irans ambassade på Østerbro i København. Nu har også Norge indkaldt den iranske ambassadør til samtale. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Norge har i dag indkaldt den iranske ambassadør til samtale.

Indkaldelsen kommer efter danske myndigheder angiveligt har afsløret, at en iransk efterretningstjeneste har planlagt et attentat mod en gruppe iranere med bopæl i Danmark.

- Ved mødet understregede vi, at den aktivitet, som er kommet frem i lyset gennem efterforskningen i Danmark, er uacceptabel, siger den norske udenrigsminister, Ine Eriksen Soereide.

En 39-årig norsk-iraner sidder nu fængslet i Danmark for spionage og drabsplaner.

Manden nægter anklagerne, og også den iranske regering benægter at have planlagt et attentat i Danmark.

Fordømmelser fra flere lande

Også Danmark har indkaldt den iranske ambassadør i landet til samtale, ligesom Danmarks ambassadør i Iran har været til møde med Irans udenrigsminister.

Både USA, Storbritannien og EU har fordømt de formodede attentatplaner.

EU fastholder dog, at episoden ikke skal undergrave den europæiske opbakning til atomaftalen med Iran.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har betegnet det som "totalt uacceptabelt", at Iran, ifølge Politiets Efterretningstjeneste, havde planer om et attentat i Danmark.

Sjælland blev lukket

Det var frygten for, at de omtalte attentatplaner var på nippet til at blive ført ud i livet, som var årsagen til, at Politiets Efterretningstjeneste den 28. september lukkede dele af Danmark ned ved en omfattende politiaktion.

Ifølge PET var målet for attentatet tre herboende iranere, som bor i Ringsted. Iranerne menes at være en del af gruppen ASMLA.

Facebook
Twitter