Han omtales konsekvent ikke ved navn, men kun som "Hans Majestæt Kejseren".
Den japanske kejserslægt har en mere end 2600 år lang og ubrudt linje af mandlige kejserarvinger og siges at nedstamme fra selveste solgudinden, Amaterasu, i den japanske Shinto-religion.
Men Japans nuværende kejser er samtidig også bare en træt og aldrende mand på 82 år.
På mandag ventes kejser Akihito i en tv-transmitteret tale at lufte ideen om, at han kan abdicere og trygt overlade kejsertronen til sin ældste søn, skriver avisen Washington Post.
Der er bare det problem, at Akihitos ønske om pension ikke er set i knap 200 år af Japans historie og iøvrigt ikke er i tråd med landets nuværende lovgivning.
- Under den nuværende lov kan han ikke abdicere, selv om han vil. Der er ingen anden mulighed end at fortsætte, siger Yasushi Kuno, der i mange år har dækket den japanske kejserfamilie for tv-netværket Nippon, til Washington post.
Selvom kejseren er vellidt og respekteret blandt japanerne, så har kampen mod både prostatakræft, hjerteproblemer og andre skavanker sat sine tydelige spor.
- Selv hvis han forsøger virkelig hårdt, kan han ikke afvise, at hans krop er i forfald, siger Yasushi Kuno videre til avisen.
Siden 1817 har ingen japanske kejsere afgivet magten, før de lå på deres dødsleje. Efter Japans nederlag i anden verdenskrig blev kejseren degraderet til kun at være ceremoniel kransekagefigur uden politisk indflydelse.
Den nuværende lov om kejserfamiliens virke blev skrevet af de amerikanske sejrsherrer efter krigen og indeholder netop ingen bestemmelser om, at kejseren kan abdicere.
Det er således Akihitos manglende ret til politisk at sige, at loven skal ændres, der umiddelbart sætter en kæp i hjulet for den aldrende kejsers pensionsplaner.