Efter data-skandale: Elon Musk sletter Tesla og SpaceX på Facebook

Elon Musk har valgt at slette de to virksomheders Facebook-profiler.

Manden bag elbilen Tesla og rumprojektet SpaceX, Elon Musk, havde intet problem med at slette de to facebookprofiler. (Foto: JOE SKIPPER © Scanpix)

Det er slut med at like Teslas nyeste elbiler eller de seneste rumraketprojekter fra SpaceX på Facebook.

Manden bag de to virksomheder, opfinderen Elon Musk, har nemlig valgt at lukke deres respektive Facebook-sider i kølvandet på den omfattende dataskandale, som har ramt den sociale mediegigant.

I sidste uge kom det frem, at konsulentvirksomheden Cambridge Analytica har brugt data fra mere end 50 millioner Facebook-profiler til at målrette politiske annoncer til uvidende brugere.

Sagen har sat fokus på Facebooks privatlivsindstillinger og eksterne firmaers brug og videresalg af brugernes personlige oplysninger.

Og den fik samtidig WhatsApp-medstifteren Brian Acton til at igangsætte #deletefacebook-kampagnen, der kort og godt går ud på, at folk skal slette deres Facebook-profiler i protest mod sagen.

Det var den kampagne, Elon Musk reagerede på. På Twitter ville flere brugere høre, om han ville slette virksomhedernes Facebook-sider, der hver især havde mere end 2,5 millioner følgere.

Det ville han. Og der gik ikke mere end et par minutter, før både Tesla og SpaceX var fortid hos verdens største sociale medie.

- Den ser alligevel grim ud, svarede han en af brugerne med henvisning til Teslas profil.

I 2016 brugte Facebook ifølge BBC SpaceX til at sende en ny kommunikationssatellit til mere end 1,2 milliarder kroner ud i rummet.

Raketten eksploderede dog under affyringen, og satellitten blev ødelagt. Til det tweetede Elon Musk, at Facebook havde fået en ny, gratis opsendelse senere.

- Og så tror jeg, de har en forsikring, lød det fra Elon Musk.

Facebook
Twitter