Efter dødsulykke: Infrarøde kameraer skal gøre selvkørende biler mere sikre

Militær teknologi skal få biler til at se fire gange så langt, når det er mørkt.

I en række byer i USA kan man se biler med mærkelige anordninger på taget køre rundt på gader og stræder. Indenfor er bilerne fyldt med computerskærme, ledninger og andre apparater. Og mindst ét menneske - selvom vedkommende ikke rører hverken rat eller pedaler.

Nogle af verdens største virksomheder har i de sidste år kastet milliarder af dollars ind i kampen om at komme først med en bil, som kan køre selv. En bil, som på overfladen ligner en almindelig bil, men som ved hjælp af blandt andet radar, kameraer og algoritmer kan køre uden at have et menneske på forsædet.

Nu kommer der endnu en række apparater på taget af forsøgsbilerne: Infrarøde kameraer, der kan registrere varme - en teknologi, som hidtil er blevet brugt af militæret til at se i mørke.

Kan se fire gange så langt

Det er den amerikanske koncern Flir, som nu melder sig ind i kapløbet om at skabe verdens første autonome bil. Ifølge direktør Frank Pennisi er fordelen ved de termiske kameraer indlysende: De kan se fire gange så langt, som en bils forlygter kan lyse - og dermed spotte for eksempel en fodgænger i mørket, længe før et kamera kan.

Testbilen fra firmaet Flir med varmesøgende kameraer på taget. (Foto: Jacob Albert Lorenzen © dr)

- 70 procent af fodgængere, som bliver dræbt i trafikken, bliver kørt ned i mørke - præcis der, hvor et termisk kamera virker bedst, siger han.

- Vi træner vores computerprogram med kunstig intelligens i at genkende personer, dyr og biler under alle forhold, og ved at sy seks termiske kameraer sammen kan vi skabe et 360 graders billede af, hvad der foregår hele vejen rundt om en bilen.

Seks varmesøgende kameraer scanner omgivelserne fra taget af bilen. (Foto: Jacob Albert Lorenzen © dr)

Flirs termiske kameraer bliver allerede nu installeret i en række almindelige bilmodeller. Omkring 600.000 biler kører i dag rundt med bremsesystemer, som er forbundet til varmesøgende kameraer.

Uber-bil dræber kvinde

De termiske kameraer blev for alvor en del af teknologien i de selvkørende testbiler efter en dødslykke i Arizona sidste år. En testbil fra firmaet Uber påkørte og dræbte en kvinde, som i mørke krydsede en vej med sin cykel.

Den ulykke var en brat opvågnen for industrien, som indtil da havde lovet førerløse biler på gaderne om få år.

- Bilerne har ikke været sikre nok. Man kan ikke stole på dem, og de har ikke teknikken, der er nødvendig. Vi mener, at termiske kameraer vil forbedre sikkerheden, og samtidig accelererer udviklingen af selvkørende biler, siger Frank Pennisi.

Frank Pennisi fremviser sin teknologi for DR Nyheder. (Foto: Jacob Albert Lorenzen © dr)

Frank Pennisi forudser, at overgangen til selvkørende biler bliver betydeligt længere end de mange optimistiske forudsigelser.

- Selvkørende under særlige omstændigheder, som for eksempel i en by om dagen i klart vejr - sådan noget vil vi så småt begynde at se fra 2021, og det bliver mere fremherskende i de følgende fem år.

- Det industrien kalder for “Level 5,” hvor der ikke er brug for pedaler eller rat: Det vil vi tidligst se eksempler på i 2026 eller måske endnu senere.

Se mere om Flirs selvkørende bil i 21 Søndag i aften kl. 21.00 på DR1.

Facebook
Twitter