Efter Facebook-censur: Kræftorganisation svarede igen med firkantede bryster

Cancerfonden i Sverige fik tidligere på ugen fjernet en animationsvideo fra Facebook med tegninger af bryster.

  • Cancerfonden gjorde brysterne firkantede, da den første - runde - udgave var blevet censureret af Facebook. (Foto: Twitter, Cancerfonden)
  • Animationsvideoen, der skulle informere om, hvordan man bliver opmærksom på knuder i brystet, var for meget for Facebook. (Foto: Cancerfonden, Twitter)
1 / 2

Listen over brystrelaterede fotografier, billeder, tegninger og videoer, som Facebook gennem årene har fjernet, er efterhånden lang.

Senest var et ikonisk fotografi fra Vietnam-krigen af den niårige Kim Phúc i vælten, fordi Facebook gentagne gange slettede billedet fra blandt andet den norske statsminister Erna Solbergs profil. På billedet ser man den nøgne, vietnamesiske pige flygte fra et napalmangreb.

Nu er den gal igen, efter Cancerfonden i Sverige tidligere på ugen fik bortcensureret en animationsvideo, som demonstrerede, hvordan man tjekker bryster for knuder. Det skriver The Guardian.

Facebooks forklaring på at slette videoen lød ifølge Cancerfonden således:

”Jeres reklame må ikke markedsføre sexprodukter eller -service eller voksenprodukter eller -service.”

Efterfølgende undskyldte Facebook dog for bortcensureringen og forklarede til The Guardian, at deres hold hver uge skal gennemgå millioner af reklamer, og i nogle tilfælde kommer til at forbyde reklamer ved en fejltagelse. Facebook tilføjer, at Cancerfondens billede ikke overskrider deres reklameregler.

Svaret kom med firkantede bryster

Cancerfonden var dog hurtig til at reagere på Facebooks censur. I et åbent brev på organisationens website lød det derfor:

”I må forstå, at en af vores vigtigste opgaver er at dele vigtig information om kræft – i det her tilfælde brystkræft. Efter at vi i flere dage har forsøgt at imødekomme jeres regler uden held, er vi nu kommet frem til en løsning, som forhåbentlig kan gøre jer glade: To lyserøde firkanter.”

Ifølge Facebooks regler er der begrænsninger for billeder af kvindebryster, hvis man kan se brystvorten – med undtagelse af ammende kvinder eller billeder af kvinder, som har fået en brystoperation i forbindelse med brystkræft.

Vil diskutere Facebooks regler

Censuren faldt absolut ikke i god jord hos Cancerfondens talsmand Lena Biornstad:

- Vi finder det uforståeligt og mærkeligt, at man kan opfatte medicinsk information som stødende. Denne information redder liv, og det er vigtigt for os. Det her forhindrer os i at gøre det, siger hun til det franske nyhedsbureau AFP.

Heller ikke den svenske politiker Åsa Eriksson var begejstret, og ifølge SVT har hun ansøgt om et møde med repræsentanter fra Facebook for at diskutere de ’uforståelige’ regler.