Efter Facebook-skandale: Cambridge Analytica lukker

Kunderne er blevet væk, efter at Cambridge Analytica blev centrum for omfattende data-skandale.

Cambridge Analytica har holdt til i det centrale London. (Foto: HENRY NICHOLLS © Scanpix)

Den omstridte konsulentvirksomhed Cambridge Analytica, der uretmæssigt fik adgang til millioner af Facebook-brugeres personlige oplysninger uden deres vidende, har valgt at kaste håndklædet i ringen.

Det skriver virksomheden på sin hjemmeside.

Ifølge meddelelsen er "stort set alle virksomhedens kunder og leverandører blevet drevet væk" af det, som virksomheden beskriver som "mediernes belejring".

- I de seneste måneder har Cambridge Analytica været genstand for talrige ubegrundede beskyldninger. Og selvom virksomheden har forsøgt at få de rigtige kendsgerninger på plads, er den blevet udskældt for sine aktiviteter, som ikke blot er lovlige, men som også er bredt accepteret som en standardkomponent, når det kommer til onlinereklamer - både i den politiske og i den kommercielle verden, står der.

Derfor vil virksomheden i nærmeste fremtid erklære sig konkurs.

Mange danskere ramt

Cambridge Analyica kom i vælten, efter at det i marts kom frem, at 87 millioner Facebook-brugere uretmæssigt fik høstet deres personlige data. Viden, som blandt andet blev brugt i den seneste amerikanske præsidentvalgkamp.

Det var psykologen og dataforskeren Aleksandr Kogan, der stod for dataindsamlingen. Det skete via en personlighedstest-app på Facebook, hvor testpersonerne også gav tilladelse til, at appen måtte videregive data om samtlige af deres venner.

270.000 Facebook-brugere - heriblandt syv danskere - brugte appen og deltog i quizzen. Deltagerne modtog en betaling på nogle få dollar for at medvirke.

Aleksandr Kogan er tilknyttet universitet i Cambridge, og som akademiker må man gerne indsamle data på den måde. Men ifølge Facebooks regler man må ikke sælge den viden videre, hvilket Aleksandr Kogan gjorde til Cambridge Analytica.

Her blev de brugt til at lave psykologiske profiler på de pågældende Facebook-brugere, og de fik siden tilsendt målrettet materiale om Donald Trump under den amerikanske præsidentvalgkamp i 2016.

41.820 danske Facebook-brugere kan grundet deres Facebook-venskab med folk, der har downloadet appen, potentielt have fået deres data misbrugt af Cambridge Analytica.

En talsmand for Facebook udtaler til britiske BBC, at den seneste udvikling ikke kommer til at sætte en stopper for den undersøgelse, som den sociale mediegigant selv har igangsat.

- Vi fortsætter vores efterforskning i samarbejde med de relevante myndigheder, lyder det.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter