Efter fejlslagen kupforsøg i Tyrkiet: Hårde straffe til militærchefer

To personer er blevet idømt livstid for involvering i det fejlslagne kupforsøg i Tyrkiet i sommer.

Det fejlslagne militærkup blev indledt den 15. juli sidste år. (Foto: TUMAY BERKIN © Scanpix)

Godt et halvt år efter et militærkup slog fejl i Tyrkiet i juli måned, har de første militære ledere, som er anklaget for at være involveret i kupforsøget, fået deres dom.

De to tidligere militærchefer har fået den hårdest mulige straf i det tyrkiske retssystem.

To højststående chefer fra Erzurum-provinsen i det østlige Tyrkiet blev torsdag idømt en skærpet livstidsstraf for at have forbrudt sig mod forfatningen.

Ifølge mellemøstkorrespondent i DR Michael S. Lund er dommene et klart signal til alle, der har været involveret i kupforsøget.

- Dem, der er blevet dømt i dag, er ikke engang nogen, som regnes for at have været bagmænd. Det er folk på et lavere niveau, og de får altså livstid alligevel.

- Det er et enormt retsopgør, som venter Tyrkiet. Over 40.000 tusinde har været arresteret i forbindelse med kupforsøget. Det er en enorm stor proces, der er i gang i Tyrkiet, og hvor man samtidig forventer meget hårde straffe til dem, som har været involveret, siger Michael S. Lund.

Skærpet livstidsstraf er den hårdeste straf, man kan blive idømt, efter Tyrkiet afskaffede dødsdommen i 2004. De skærpede omstændigheder betyder, at de dømte ikke har mulighed for at få nedsat straffen.

I alt er mere end 22.000 militært personel blevet fyret i kølvandet på sommerens fejlslagne kupforsøg.

FacebookTwitter