Efter fem års efterforskning: Sexmisbrug er udbredt i tusindvis af australske institutioner

I alt er flere end 4.000 institutioner anklaget for misbrug - mange af dem er katolsk-ledede institutioner.

Vatikanets finansminister, australske George Pell (til højre), er tiltalt for flere tilfælde af seksuelle overgreb. Selv nægter han alle anklager mod ham. (Foto: Reuters Photographer © Scanpix)

Over mange årtier er der begået titusindvis af tilfælde af seksuelt misbrug, og australske institutioner har "på det groveste fejlet" i deres opgave med at tage sig af landets børn.

Det konkluderer en rapport offentliggjort i Australien fredag, efter at en kommission i fem år har efterforsket seksuelt misbrug af børn i landet.

I rapporten beskriver undersøgelseskommissionen Royal Commission i Sydney omfanget af misbruget som "en national tragedie", skriver nyhedsbureauet AFP.

De australske myndigheder bestilte undersøgelsen i 2012 efter et årti med stigende pres for at undersøge de mange beskyldninger om misbrug af børn i den katolske kirke.

Efter fem år med høringer er undersøgelsen nu slut.

4.000 institutioner anklaget

Siden 2012 er kommissionen blevet kontaktet af flere end 15.000 påståede ofre, der detaljeret har fortalt om misbrug på børnehjem og skoler samt i kirker, sportsklubber og ungdomsklubber.

I alt er flere end 4.000 institutioner anklaget for misbrug - mange af dem er katolsk-ledede institutioner.

- Titusindvis af børn er blevet seksuelt misbrugt i mange australske institutioner. Vi kommer aldrig til at kende det egentlige antal, konkluderer rapporten.

- Uanset antallet er det en national tragedie begået over generationer på nogle af vores allermest betroede institutioner.

Samme undersøgelseskommission konkluderede i februar i år, at kun et fåtal af de 1.265 katolske præster og nonner, der beskyldes for at have misbrugt børn seksuelt i Australien mellem 1950 og 2010, er blevet efterforsket, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge kommissionen blev der mellem 1980 og 2015 indrapporteret 4.444 tilfælde af seksuelt misbrug af børn i Australien til de kirkelige myndigheder.

- Anklagerne er nedslående. Børn blev ignoreret eller det, der er værre: Straffet. Påstande blev ikke undersøgt. Præster og andre ansatte i kirken blev forflyttet, udtalte kommissionen i februar ifølge AFP.

- Og de samfund, som de blev flyttet til, vidste intet om deres fortid. Dokumenter blev tilintetgjort. Hemmeligholdelse sejrede.

Ifølge kommissionen var gennemsnitsalderen for ofrene i perioden ti år for piger og 11 år for drenge.

/ritzau/