Efter fem måneders nervekrig: Grækenland kommer nu kreditorer i møde

For første gang i den lange strid har Grækenland fremlagt plan, som giver håb om en løsning senere på ugen.

Den græske regeringsleder Alexis Tsipras kunne stadig smile efter gårsdagens topmøde. (Foto: JULIEN WARNAND © Scanpix)

Nu er der endelig optimisme at spore blandt nogle af aktørerne i forhandlingerne om Grækenlands økonomiske fremtid. Og det er en optimisme, som i dag har spredt sig til de finansielle markeder.Og det på trods af, at en lang møderække i går i Bruxelles endte uden resultat.Håbet går på, at man inden ugen er omme kan blive enige om en aftale, som kan frigive 7,2 milliarder euro fra en eksisterende lånepakke til Grækenland - og dermed forhindre, at landet går statsbankerot.

Konkret forslagEU-korrespondent i DR Ole Ryborg forklarer optimismen med, at Grækenland for første gang i den fem måneder lange strid fremlagde noget, som kommer i nærheden af skiven, når det gælder kreditorernes krav.- Det, som er nyt, er, at Grækenland er blevet langt mere konkret. Hvis grækerne skal låne flere penge, skal de fremvise et finanslovsforslag, som er realistisk og giver overskud, så de også kan betale pengene tilbage igen. Og det forslag, der kom i går, handler frem for alt om ekstra indtægter, så man kan få flere penge i kassen - plus nogle enkelte besparelser, forklarer Ole Ryborg.

Langt fra nokDet græske udspil går blandt andet ud på at få landets rige borgere til spytte mere i kassen via skatter. Men man vil også ramme andre grupper ved at gøre det sværere at opnå førtidspension og give mindre i tilskud til medicin.

Men selvom den græske regering på den måde kommer kreditorerne i møde, så venter der stadig hårde forhandlinger resten af ugen, hvis en aftale skal i hus.Ole Ryborg vurderer dog, at en aftale er rykket nærmere, fordi Grækenland vitterligt har rykket sig fra sin hidtidige linje.- Men hvis man lytter til, hvad der blev sagt efter møderne i går, så sagde for eksempel Litauens præsident, Østrigs kansler og Christine Lagarde fra Den Internationale Valutafond, at der her langt fra er nok, siger Ole Ryborg.

Problemer hjemme"Langt fra nok" kan dog vise sig at være mere end rigeligt for den græske regeringsleder Alexis Tsipras’ politiske bagland.Her er især forringelser af førtidspensionen kontroversielt.    - Venstrefløjen i Tsipras' parti Syriza er alt andet end begejstrede, og flere af dem har allerede været ude og sige, at de ser det som et knæfald for landets kreditorer, fortæller DR’s korrespondent Niels Kvale, der dækker gældsforhandlingerne fra Athen.

Facebook
Twitter