Efter fire måneders tomgang: Tyskerne kan se frem til politisk fornuftsægteskab

Frygt for ny valglussing får tyske socialdemokrater til at fortsætte regeringsforhandlinger med Merkel, vurderer Tysklands-korrespondent.

Den tyske kansler, Angela Merkel, kan efter alt at dømme se frem til en ny regering med socialdemokraterne, vurderer DR's Tysklands-korrespondent. (Foto: Davíd Hecker © Scanpix)

Meget tyder nu på, at tyskerne efter snart fire måneders politisk tomgang kan se frem til en ny regering.

Tidligere i dag stemte et flertal af de mere end 600 delegerede fra det socialdemokratiske SPD nemlig ”ja” til, at partiet kan fortsætte regeringsforhandlingerne med Angela Merkels kristenkonservative partiunion, CDU/CSU.

Men der var ikke tale om nogen storsejr for ja-siden, forklarer DR’s Tysklands-korrespondent, Michael Reiter.

362 af de delegerede stemte for regeringsforhandlingerne, mens 279 stemte imod.

- Facit er, at vi formentlig får en ny storkoalition i Tyskland. Men SPD er dybt splittet i forhold til Angela Merkel, og det vil helt sikker præge en ny regering, hvis vi når dertil. Det vil blive et svært samarbejde mellem de tre partier, siger han.

Fornuftsægteskab

Det tyske forbundsdagsvalg fandt sted den 24. september sidste år. CDU/CSU og SPD havde siddet i regering sammen i de foregående fire år.

Men før valget meddelte den socialdemokratiske leder, Martin Schulz, at det samarbejde ville ophøre efter valget.

Angela Merkel prøvede da også først at danne regering med De Grønne og det liberale FDP-parti. Men de forhandlinger kuldsejlede sidste år, og efterfølgende valgte SPD alligevel at sætte sig til rette ved forhandlingsbordet.

- Demokrati er ingen sovevogn. Demokrati er mod, demokrati er energi, tordnede SPD-formanden fra talerstolen inden afstemningen.

Ifølge Michael Reiter er da også først og fremmest fornuften, der præger de nuværende forhandlinger.

- Det er et fornuftsægteskab, der bliver holdt sammen af frygten for skilsmisse. Havde de delegerede stemt nej, var Tyskland nok røget ud i et nyvalg, og her havde SPD-medlemmerne nok vurderet, at de ville få et endnu dårligere valg end sidste gang. For pilen i meningsmålingerne peger nedad, siger han.

Trods tidligere modstand bakker den tyske SPD-leder, Martin Schulz, nu op om en regering sammen med CDU/CSU. (Foto: THILO SCHMUELGEN © Scanpix)

Sidste chance

Ved valget fik partiet blot 20,5 procent af stemmerne, hvilket var det dårligste valgresultatet siden 1949. Og onsdag kunne analyseinstituttet INSA fortælle, at SPD nu kun har opbakning fra 18,5 procent af vælgerne.

- Nu får SPD en sidste chance for at genvinde vælgernes tillid, hvis det lykkes dem at præge tysk politik. Men det kræver, at de markerer sig kraftig over for Merkels borgerlige, siger Michael Reiter.

Før en regering kan falde helt på plads, skal det endelige regeringsgrundlag dog til urafstemning hos alle partiets medlemmer. Her forventer politiske iagttagere dog ifølge Michael Reiter, at det vil blive et ja til en ny regeringskoalition.

For tyskerne er ved at være trætte af den politiske stilstand, som landet har befundet sig i siden valget.

- Tyskerne er vant til, at der er orden i sagerne. Og de ved også, at der ude i Europa er store forventninger til det tyske lederskab, så de seneste måneder har skabt stor irritation, siger DR’s Tysklands-korrespondent.