Efter flere måneders demonstrationer: Hongkongs regeringschef indfører maskeringsforbud

Forbuddet skal træde i kraft ved midnat, og overtrædelse kan føre til fængselsstraf.

Samtidig med, at regeringschefen annoncerede et maskeringsforbud, er demonstranter gået på gaden i Hongkong. (Foto: TYRONE SIU)

Fra midnat vil der træde et maskeringsforbud i kraft i Hongkong.

Det har Hongkongs regeringsleder, Carrie Lam, netop meddelt på et pressemøde.

Dermed har den omstridte regeringsleder gjort brug af en helt særlig beføjelse, der ikke har været anvendt i mere end 50 år i forsøget på at få lagt låg på urolighederne, der har plaget Hongkong siden i sommer.

- Stort set alle demonstranter ved de her ulovlige forsamlinger bærer masker for at undgå konsekvenserne. Vi håber, at loven kan have en forebyggende effekt, siger hun.

På pressemødet blev Lam spurgt om, hvorvidt det nye tiltag kan føre flere forbud med sig, eksempelvis forbud mod brugen af besked-app'en Telegram.

Carrie Lams håb er, at maskeringsforbud vil have en forebyggende effekt. (Foto: PHILIP FONG © Scanpix)

Regeringschefen afviste ikke, at regeringen kigger på, hvad den ellers har af muligheder, hvis de voldelige uroligheder fortsætter, men slog fast, at det ikke har været en let beslutning og understregede, at "Hongkong ikke er i undtagelsestilstand".

Demonstrant skudt af politiet

Og regeringen er bevidst om befolkningens bekymringer i forhold til et fobud, slog Justitsminister, Theresa Cheng, fast og oplyste yderligere, at forbuddet gør sig gældende for tre forskellige typer af forsamlinger.

Loven omfatter også malede ansigter, men der kan være undtagelser eksempelvis af religiøse hensyn, blev det oplyst på pressemødet.

  • I det centrale Hongkong er demonstranterne igen mødt op på gaden. (Foto: Jorge Silva © Scanpix)
  • Selvom den oprindelige lov om udlevering til retsforfølgelse til Kina er trukket tilbage, er protesterne ikke indstillet. (Foto: Jorge Silva © Scanpix)
  • Demonstranterne kræver nu Carrie Lams afgang og mindre indflydelse fra Kina. (Foto: TYRONE SIU © Scanpix)
1 / 3

Så sent som i sidste uge understregede Carrie Lam ellers, at hun endnu ikke så grund til at udnytte sin helt særlige beføjelser og indføre et maskeringsforbud.

- Jeg har også tidligere sagt, at vi er nødsaget til arbejde inden for rammerne af de eksisterende love, lød det fra hende.

De store demonstrationer, der begyndte som en protest mod en omstridt udleveringslov med Kina har stået på i måndsvis og kulminerede først på ugen.

Samtidig med, at Kina fejrede 70-året for Folkerepublikken Kinas oprettelse med en stor parade i Beijing, var der arrangeret store demonstrationer i Hongkong, hvor en demonstrant blev skudt på klos hold og mere end 100 personer blev såret og bragt på hospitalet.

Skudepisoden blev filmet og udgivet på sociale medier.

ADVARSEL: VOLDSOMME BILLEDER I VIDEOEN

Ifølge Hongkongs sikkerhedsminister Lee kan overtrædelser af det nye maskeringsforbud føre til et års fængsel eller bødestraf på omkring 20.000 kroner.