Efter flykup: Myndighederne i USA vil have sikkerheden i lufthavne gransket

FBI undersøger, hvordan det lykkedes for en lufthavnsmedarbejder at stjæle et fly.

I halvanden time fløj et passagerfly rundt omkring storbyen Seattle i staten Washington i det nordvestlige USA. Flyet var tomt bortset fra 'Rich' eller Richard, en lufthavnsarbejder, der aldrig har fløjet et fly før. Han har kun spillet flyspil på computer.

Derfor kunne han ikke finde ud af at lande flyet igen, og det endte med, at flyet styrtede ned på en lille ø i fjorden ud for Seattle. Der bor omkring 15 mennesker på øen, ingen af dem er kommet til skade.

Ifølge The Guardian beskriver de lokale politimyndigheder episoden som et selvmord. Det er endnu ikke bekræftet fra officielt hold.

Nu vil forbundspolitiet, FBI, vide, hvordan i alverden det kunne lykkes for ham at stjæle flyet og lette, uden at blive stoppet af lufthavnsmyndighederne. Det fortæller Debra Eckrote, der er regionalechef ved det nationale transportsikkerhedsråd, på et pressemøde:

- Vi støtter FBI i deres efterforskning. Først og fremmest skal vi have undersøgt data, flyets sorte bokse og vraget for at finde ud af, hvad der er sket. Da der er tale om en kriminel handling, er det en sag for FBI, siger Debra Eckrote på et pressemøde.

Trump følger situationen

Det har vakt sikkerhedsbekymringer i den amerikanske offentlighed, at det lykkedes manden at stjæle flyet. Det skal undersøges af flyselskaber og luftfartsmyndighederne sideløbende med FBI's undersøgelse.

En tidligere FBI agent, Errol Southers, kalder truslen fra "ansatte og lufthavnsarbejdere" for den største trussel, der er mod luftfart.

- Her har vi en medarbejder, der blev sikkerhedstjekket for at få adgang til flyet og havde færdighederne til at tage afsted med flyet, siger Errol Southers, der nu er transportssikkerhedsrådgiver.

Det Hvide Hus pressetalskvinde Sarah Huckabee Sanders siger i en erklæring, at også den amerikanske præsident Donald Trump følger situationen tæt. USA venter på, at senatet vedtager en ny lov, der skal indføre strengere screening af alt lufthavnspersonale.

Myndighederne har gentagne gange sagt, at de ikke vurderer, at det var en terroraktion.

Frigivne lydklip

Det data politiet og myndighederne skal have undersøgt er blandt andet en samtale mellem Richard og flyvelederen i lufthavnen.

I bizarre lydklip, der er blevet frigivet af myndighederne høres, hvordan den umådeligt tålmodige flyleder forsøger at få Rich til at lande flyet. Gerne et sted, hvor der ikke er mennesker. Gerne over vand. Gerne hurtigst muligt.

- Jeg har en masse mennesker, der holder af mig. De bliver nok rigtigt skuffede, når de hører, at jeg har gjort det her, siger Richard.

- Der er en landingsbane på din højre side omkring en mil. Det er en militærbase, siger flylederen.

Men Richard var ikke klar til at lande endnu. Og slet ikke på en militærbase.

Kort efter Richard er lettet i det stjålne fly kommer et militærfly op på siden af ham og forsøger at guide ham væk fra beboelsesområder.

Med entusiasme i stemmen siger Richar til flyvelederen, at han vil prøve at lave et "barrel-roll", altså et rul, hvor flyet drejer om sin egen akse. Videoer delt på sociale medier viser passagerflyet med plads til 76 mennesker lave et sådan rul og også flere loops eller saltomotaler.

Med adrenalin pumpende i kroppen og alt for høje tanker om sine evner som pilot drister Richard sig efterfølgende til at spørge, om ikke flylederen tror, at der kunne være et job til ham som pilot, hvis det lykkes ham at lande.

- Ved du hvad, jeg tror, at du kan få et job alle steder, hvis du klarer det her, svarer flylederen.

Men virkeligheden går til slut op for ham. Han kan hverken lande flyet eller blive pilot.

- Jeg kommer nok i fængsel på livstid, hva'? Det vil jeg håbe for en fyr som mig, siger han, kort inden han styrter ned.

FBI og de øvrige myndigheders undersøgelser skal nu afgøre, hvilke tiltag der skal gøres for at forbedre sikkerheden og forhindre, at et lignende tilfælde kan gentage sig.

Facebook
Twitter