Efter generobringen af Mosul: Nu skal Iraks nye mand vise sit værd

Efter sejren over Islamisk Stat i Mosul skal landets premierminister vise, at han kan holde sammen på landet.

Den irakiske premierminister, Haider al-Abadi (t.h.), skal nu vise, at landets eget sikkerhedsapparat kan vinde freden i Irak. (Foto: handout © Scanpix)

Der var jubelscener i den irakiske millionby Mosul i går, da landets premierminister, Haider al-Abadi, besøgte byen og erklærede den som generobret fra terrorgruppen Islamisk Stat.

Mosul var den første, store militære sejr for Islamisk Stat i Irak i juni 2014, hvor gruppen erklærede, at den havde oprettet et kalifat tværs over Irak og Syrien.

Dengang kastede store dele af den irakiske hær sine våben og uniformer fra sig og flygtede fra jihadisterne.

Siden har Islamisk Stat siddet tungt på byen, indtil den irakiske hær med støtte fra den internationale koalition gik i offensiven i efteråret.

Og netop det, at Iraks hær nu har vist sig som kampdygtig, er en kolossal sejr for Haider al-Abadi, der blev indsat som ny premierminister i august 2014.

Det fortæller Lars Cramer-Larsen, major og militæranalytiker ved Forsvarsakademiet.

- Man må absolut ikke underkende vigtigheden af, at Haider al-Abadi møder op i Mosul og erklærer den her sejr. Han kom til magten i 2014 netop med det formål at skabe et politisk grundlag for at genopbygge de irakiske sikkerhedsstyrker, så man kunne besejre Islamisk Stat, siger han.

  • Den irakiske premierminister, Haider al-Abadi, besøgte i går millionbyen Mosul, hvor han erklærede, at den irakiske hær har vundet byen tilbage fra Islamisk Stat. (Foto: handout © Scanpix)
  • Den irakiske premierminister, Haider al-Abadi, besøgte i går millionbyen Mosul, hvor han erklærede, at den irakiske hær har vundet byen tilbage fra Islamisk Stat. (Foto: handout © Scanpix)
  • Den irakiske premierminister, Haider al-Abadi, besøgte i går millionbyen Mosul, hvor han erklærede, at den irakiske hær har vundet byen tilbage fra Islamisk Stat. (Foto: handout © Scanpix)
  • Den irakiske premierminister, Haider al-Abadi, besøgte i går millionbyen Mosul, hvor han erklærede, at den irakiske hær har vundet byen tilbage fra Islamisk Stat. (Foto: IRAQI PRIME MINISTER OFFICE HAND © Scanpix)
1 / 4

Staten er slået i stykker

Ifølge militæranalytikeren er kalifatets grænser brudt ned efter sejren i Mosul.

Men de irakiske sikkerhedsstyrkers sejr i Mosul er dog ikke nok til at bevise, at premierministeren lever op til de forventninger, der fulgte med hans indsættelse i 2014, siger han.

- Generobringen af Mosul er en kolossal vigtig sejr. Men det er mindst ligeså vigtigt også at vinde freden, siger Lars Cramer-Larsen og fortsætter:

- Haider al-Abadi skal vise, at han kan bruge de irakiske sikkerhedsstyrker, det irakiske forsvar og det irakiske politi til at skabe sikkerhed og udvikling for hele befolkningen. Der er ikke noget, der virker mere samlende for en nation, end det vi lige har set nu i Mosul. Men det kan altså meget hurtigt falde fra hinanden igen, hvis Abadi ikke er i stand til at gøre det, siger Lars Cramer-Larsen.

Terrorens væsen skal identificeres

Lige nu foregår der operationer i Mosul, hvor de irakiske sikkerhedsstyrker nedkæmper de sidste lommer af modstand fra Islamisk Stats krigere.

- Men derfra starter kampen mod en organisation, der ikke længere er en stat, som kontrollerer territorium. I stedet vil den gøre alt, hvad den kan, for at skabe frygt og bruge terrorens væsen til at destabilisere, siger Lars Cramer-Larsen.

Da Islamisk Stat blev drevet ud af byen Ramadi, vendte gruppen i stedet øjnene mod Iraks hovedstad, Bagdad, og gennemførte et bombeangreb, der kostede omkring 300 mennesker livet.

Det er den slags terrorangreb, som det irakiske sikkerhedsapparat ledet af Haider al-Abadi nu skal afværge, vurderer Lars Cramer-Larsen.

- Hæren er ude i det, der hedder ’krig i og omkring befolkningen’, hvor modstanderen ikke længere er en konventionel modstander, som kæmper om territorium, men den er i befolkningen og omkring befolkningen, så hele sikkerhedsapparatet skal virke, så man kan identificere, hvor den her trussel er, og så man kan sætte ind over for den, siger han.