Efter måneders kampe i Fillipinerne: IS udvider territorium

Terrororganisationen begrænser sig ikke længere til Irak og Syrien, men udvider mod øst, lyder det fra flere eksperter.

Marawis over 200.000 indbyggere er tvunget ud af byen, hvor kampe mellem regeringsstyrker og islamistiske grupper fortsætter på femte måned. (Foto: ROBINSON NINAL JR © Scanpix)

Det var formentlig ganske få, der tilbage i foråret havde fantasi til at forestille sig, at den konflikt, der begyndte, da militante islamister belejrede den fillippinske by Marawi, stadig ville være i gang i dag.

Men regeringstyrkerne kæmper fortsat mod de IS-tilknyttede islamistiske grupper Maute og Abu Sayyaf i kampe, der har tvunget byens over 200.000 indbyggere til at flygte og har kostet mindst 100 soldater livet.

Præsident Roberto Duterte her erklæret, at terrorgrupperne skal bekæmpes for enhver pris, og i slutningen af august, sagde næstkommanderende i hærens taskforce i byen, Romeo Brawner, til nyhedsbureauet Reuters:

- Forhåbentlig er belejringen af Marawi overstået i løbet af de kommende uger. De er ved at aftage i styrke, og vi påfører dem tab næsten hver dag.

  • Belejringen af byen Marawi skete i maj, efter regeringsstyrker ransagede det formodede tilholdssted for lederen af Abu-Sayyaf terrorgruppen, Isnilon Hapilon, der er på det amerikanske forbundspoliti FBI's mest eftersøgte-liste over verdens mest eftersøgte.

  • Hapilon undslap, og efterfølgende lykkes det de islamistiske grupper Maute og Abu Sayyaf at indtage byen.

  • De fillipinske regeringsstyrker har siden med hjælp fra amerikanske styrker forsøgt at tvinge islamisterne ud af Marawi med både soldater på jorden og luftangreb.

Majoriteten af Fillippinerne er romersk-katolske, men størstedelen af Fillippinernes muslimske befolkning bor på den sydlige ø Mindanao. Marawi er blot et af de områder, som terrororganisationen IS kæmper for at overtage.

Således er der ifølge avisen New York Times kanaliseret tusinder af dollars fra IS' hovedkvarter i Syrien til den lokale terrorgruppe Maute. Og i takt med, at IS synes at være på retræte i Irak og Syrien, søger terrororganisationen at ekspandere mod øst.

- Lige nu kan vi se et væsentligt fokus fra IS mod Pakistan, Afghanistan, Filippinerne og Bangladesh, hvor Rohingya flygtningeproblematikken er en krise, som både IS og Al Qaeda udnytter til rekruttering, fordi deres fortælling er, at Vesten fører systematisk kamp mod muslimer, siger seniorforsker på DIIS Mona Sheikh, der har beskæftiget sig særligt med Pakistan og Bangladesh.

- Islamisk Stats ekspansion lige nu er præget af de områder, hvor der lokalt set er politisk uro eller en høj grad af politisk polarisering eller systemskifte, der gør det lettere for dem at rekruttere, siger hun og peger også på lande som Burkina Faso og Mali.

En global bevægelse

I modsætning til Al Qaeda, hvis dagsorden er langt mere regionalt styret, er IS gået fra at være regionalt aktiv i Syrien og Irak til at være en global bevægelse.

Mona Sheikh bakkes op af den amerikanske politolog og analytiker Richard Heydaria, der kalder udviklingen mod Sydøstasien for et nyt kapitel for IS.

- Det kan være, at kampen om Marawi snart slutter, men den bredere krig mod terror er gået ind i en ny fase. Budskabet fra IS er, at "vi er ikke kun begrænset til et enkelt område, vi har nu enheder over hele verden", siger Richard Heydaria til den amerikanske tv-station NBC.

Grobund for IS og Al Qaeda

Ifølge Mona Sheikh formår terrorgrupperne også at udnytte enkeltstående begivenheder til deres fordel. Eksempelvis har det store skel i Bangladesh mellem sekularister og mere religiøse kræfter ikke givet anledning til konflikt, før lokale domstole stillede nogle islamister til ansvar for tidligere krigsforbrydelser.

Det er med andre ord ikke den religiøse forskel i sig selv, men kombineret med en vis politisk uro og polarisering giver det adgang for IS og Al Qaeda til at slå rødder.

- Det interessante er, hvor hurtigt det spreder sig i regionen, når der først er enkelte grupper som i f.eks. Pakistan og Afghanistan, siger hun.

Facebook
Twitter