Brexit

Efter maraton-møde: Britisk regering er enig om fremtiden efter brexit

Spørgsmålet om fremtiden efter EU-skilsmissen har splittet Mays regering, der nu skulle være nået til enighed.

Theresa May har i dag holdt møde med sin regering i 12 timer. (Foto: handout © Scanpix)

Efter et 12 timer langt møde er den britiske regering internt nået frem til en "kollektiv" aftale om Storbritanniens fremtid uden for EU.

Hele regeringen var samlet ved et ministermøde nordvest for London, skriver flere internationale medier, herunder BBC.

Ifølge den britiske premierminister, Theresa May, er det lykkedes hende at få opbakning til en plan for frihandel med EU for industri- og landbrugsvarer.

Planen skal bruges under forhandlingerne om en skilsmisse med EU.

- I dag har regeringen efter detaljerede drøftelser aftalt vores kollektive position for fremtiden for vores forhandlinger med EU, lyder det i en erklæring fra hende efter det lange møde med 26 ministre.

May har været under stort internt pres fra ministre, som ønsker en hårdere kurs for briternes exit, end den May har lagt op til.

Regeringen støtter desuden en plan for toldhandel, som skal være "forretningsvenlig".

Ifølge aftalen, der nu skal forhandles med EU, vil den store servicesektor i Storbritannien fremover ikke have samme adgang til EU-markederne.

Storbritannien håber på at sætte skub under forhandlingerne i et forsøg på at opnå en aftale til oktober. Men advarer også om, at forberedelserne for at forlade unionen 29. marts uden en aftale også optrappes.

Michel Barnier, EU's cheforhandler, har antydet, at EU vil være villig til at ændre sin forhandlingsposition, hvis briterne ikke står så stejlt på nogle af dets ultimative krav.

Han har dog advaret om, at det indre marked er helligt.

/ritzau/

Facebook
Twitter