Det blev et tredje forsmædeligt nederlag i streg til Theresa May og hendes bud på en brexit-aftale, da den i dag blev stemt ned i det britiske underhus.
Nederlaget lød på 344 stemmer imod og 286 for aftalen.
Øjeblikket, hvor brexit-planen faldt til jorden for tredje gang.
Nederlaget betyder, at Theresa May og Storbritannien nu må afsøge andre muligheder for at komme tættere på en afslutning i brexit-sagaen.
Forlængelse af udtræden
Den ene mulighed er, at parlamentet kan ansøge om en lang forlængelse af Storbritanniens udtræden af EU, hvor de på ny vil få mulighed for at finde ud af, hvad de reelt vil.
En lang udsættelse kan principielt være på flere år, men det vil kræve godkendelse fra alle stats- og regeringschefer i EU.
Det vil kræve, at briterne deltager i valget til Europa-Parlamentet i maj, hvilket både britiske parlamentarikere og EU har udtrykt stor skepsis over for.
Senest den 12. april skal Storbritannien gøre klart over for EU, om det vil holde de nødvendige valg.
Ud uden aftale
Afholder briterne ikke EU-parlamentsvalget, så ryger de ud af EU uden en aftale den 12. april. Det er ikke et populært scenarie.
Da Underhuset i onsdags afholdt vejledende afstemninger om alternative brexit-kurser, var der 160 parlamentarikere, som stemte for, at man ikke skulle lave en aftale med EU, mens 400 nedstemte idéen.
Flere scenarier efter EU-parlamentsvalg
Bliver valget afholdt, og får briterne en forlængelse, kan der udspille sig en lang række scenarier i den kommende tid.
Ifølge BBC kan det medføre endnu en afstemning i parlamentet om Theresa Mays aftale, der ellers har fået en hård medfart tre gange allerede.
BBC nævner også, at en afstemning om regeringsmagten i Storbritannien kan komme på tale, og det samme kan - teoretisk - en ny brexit-afstemning.
Tilbagetrækning af brexit
En tredje og ikke særlig sandsynlig vej frem for Storbritannien er den, at artikel 50 trækkes tilbage, så brexit helt bliver afblæst. Det ses dog ikke som et sandsynligt scenarie.
EU-domstolen har sagt, at det er en farbar vej, men politisk synes der ikke at være nogen form for opbakning til den.
Alternative modeller
På mandag skal der stemmes om en stribe brexit-forslag, der kan gøre det ud for alternative løsningsmodeller til Theresa Mays plan.
Der stemmes samtidig, og det skal give et fingerpeg om, hvilke modeller, der måtte være stor opbakning til i underhuset.
Regeringen har modsat sig det initiativ, men Theresa May kan godt beslutte at gå videre med et af alternativerne, hvis det får stor opbakning, skriver CNN.