Efter otte måneder i flammer: Sydney-delstat nu helt fri for naturbrande

Mindst 28 har mistet livet som følge af brandene i Australien.

Landmand Jeff McCole foran det, der engang var hans families hjem. Huset er blevet hærget af skovbrand i Buchan, Victoria i Australien i januar. (Foto: Andrew Kelly © Scanpix)

Både brandmænd og borgere i den australske delstat New South Wales kan nu endelig ånde lettet op.

For det brænder ikke længere i delstaten, som ellers har været plaget af ødelæggende flammer i mere end 240 dage.

Det skriver den lokale brand- og redningsservice på Twitter:

Mens brandmænd har kæmpet en hård kamp for at få bugt med de sidste brande, har også rekordstore regnmængder hjulpet gevaldigt til.

Og i New South Wales er en 30 år gammel regnmængderekord blevet slået, skriver CNN.

De voldsomme brande i Australien skyldes først og fremmest en kombination af forskellige vejrforhold, især tørke og varme. (Foto: STRINGER © Scanpix)

Konsekvenser for miljø og dyreliv

Selvom brandene nu er slukket, har de mange måneder med flammer fortsat konsekvenser i landet.

Hjem i tusindtal er ødelagt, mindst 20 mennesker har mistet livet som følge af naturbrandene, og mange nationalparker og store naturområder eksisterer ikke længere i frodig form. For slet ikke at tale om dyrelivet, der har taget så meget skade, at millioner af dyr har mistet livet.

  • De seneste måneder er der blevet delt mange billeder på de sociale medier af dyr, der har fået brandskader i de voldsomme naturbrande. Mange dyr er blevet reddet, men flere millioner har mistet livet. (Foto: AUSTRALIAN NATIONAL UNIVERSITY © Scanpix)
  • En lokal brandmand giver vand til en tørstig koala, som her lige er blevet reddet væk fra et område i brand. (Foto: PAUL SUDMALS © Scanpix)
  • Naturbrande har efterladt flere hjem sådan her. (Foto: DAVID GRAY © Scanpix)
1 / 3

Naturbrande er helt almindelige i Australien.

Men omfanget af denne sæsons brande er langt fra almindeligt. Et samlet område på mere end 100.000 kvadratkilometer er blevet indtaget af ild.

Et areal, der er omkring dobbelt så stort som Danmark.

Og i især New South Wales, hvor landets største by Sydney har hjemme, har brandene været ekstra voldsomme.

- Det har været en virkelig ødelæggende brandsæson for både brandmænd og borgere, som har måttet lide i den her tid, siger vicebrandkommissær i New South Wales Rob Rogers til CNN.

Høj varme og tørke fik sat ekstra skub i brande

Årsagen skyldes blandt andet, at 2019 var et varmt og tørt år i Australien. Faktisk det varmeste og tørreste, der nogensinde er registeretkontinentet.

Hele 400 millioner ton CO2 har brandene lukket ud i atmosfæren siden september, vurderer forskerne fra EU's klimaovervågningsprogram 'The Copernicus Atmosphere Monitoring Service'.

Hele sidste år udledte Australien omkring 540 millioner ton fra menneskeskabte kilder som kraftværker, biler, landbrug og industri.

Naturbrandene har altså udledt to tredjedele af, hvad hele landet udleder på et år.

FacebookTwitter