Efter overgreb i Køln: Berlin giver kvinder sikkerhedszone

For første gang vil der være en særlig 'sikkerhedszone' for kvinder ved nytårsfest i Berlin.

I sikkerhedszonen vil kvinderne få hjælp, hvis de bliver chikaneret eller oplever overgreb på nytårsaften. (Foto: HAYOUNG JEON © Scanpix)

Dem, der står bag en stor nytårsfest ved Berlins Brandenburger Tor vil i år sætte en 'sikkerhedszone' op for kvinderne.

Det gør de, fordi flere har udtrykt bekymring for seksuelle overgreb på kvinder.

Kvinder, der oplever overgreb eller bliver chikaneret ved nytårsfesten, får mulighed for at søge hjælp og støtte fra tysk Røde Kors i sikkerhedszonen.

Ved nytårsfejringen i den tyske storby Køln for to år siden oplevede et stort antal kvinder seksuelle overgreb, røverier og overfald.

Det chokerede ikke bare tyskerne, men også rundt omkring i Europa. Derfor har festarrangørerne valgt at skærpe sikkerhedsforanstaltningerne ved søndagens nytårsfest, hvor man forventer, at flere hundredetusinder vil deltage.

Hundredvis af anmeldte overgreb

Ifølge de tyske myndigheder blev der i dagene efter nytårsnatten mellem 2015 og 2016 indberettet omkring 1.200 anmeldelser om tyverier, seksuelle overgreb og voldtægter.

Op mod 400 kvinder havde anmeldt overgreb.

Forbrydelserne blev primært begået af unge, nordafrikanske mænd.

Kølns politi oprettede en form for sikkerhedszone med frivillige hjælpere og psykologer ved byens karneval året efter den voldsomme nytårsnat.

Men det er første gang nogensinde, at man opretter en særlig zone for kvinder ved et større offentligt arrangement.

Nogle har kritiseret det for at være diskriminerende, mens andre har klaget over, at initiativet ikke er rettet mod at fange gerningsmændene.

Berlins politi har rådet kvinderne til kun at bære små tasker uden noget værdi i og til at søge hjælp, hvis de føler sig truet.

Det vil også være forbudt at medbringe større tasker og alkohol til festen.

Facebook
Twitter