Efter Panama-skandalen: Mossack Fonseca drejer nøglen om

Omstridt advokatfirma lukker efter lækkede papirer fra april 2016, fik skandalen til at rulle.

Mossack Fonseca drejer nøglen om ved udgangen af denne måned. (Foto: Carlos Jasso © Scanpix)

I april 2016 sprang en regulær bombe i den globale finansverden.

11,5 millioner lækkede dokumenter fra det panamanske advokatfirma Mossack Fonseca viste, hvordan tusindvis af personer over hele verdenen havde milliarder af kroner i skattely.

Mossack Fonseca fortsatte driften efterfølgende, selv om begge direktører efterfølgende blev fængslet. Men nu er det slut næsten to år, efter at skandalen begyndte at rulle.

Det melder advokatfirmaet selv i en pressemeddelelse.

- Den skade vores omdømmet har lidt, mediekampagnen, det finansielle cirkus og den usædvanlige indgriben af de panamanske myndigheder, har ført til en uoprettelig skade, der har gjort det nødvendigt, at vi stopper ved udgangen af denne måned, lyder det i meddelelsen ifølge Reuters.

Mossack Fonseca vil stadig have medarbejdere, der kan hjælpe myndighederne og andre offentlige og private grupper.

Ligeledes lyder det, at de vil fortsætte med at samarbejde med myndigheder og 'kæmpe for retfærdigheden'.

Efter dokumenterne blev lækket kom det frem, at flere danskere stod i Mossack Fonsecas papirer.

Blandt andre måtte Islands daværende statsminister, Sigmundur David Gunnlaugsson, forlade sin post.

Han blev tvunget til at gå af to dage efter offentliggørelsen, da det kom frem, at hans kone ejede et selskab i skattely, der havde direkte forbindelse til flere islandske banker, som gik konkurs under finanskrisen.

Adskillige globale toppolitikere, skuespillere og sportstjerner blev også nævnt i papirerne.

Facebook
Twitter