Efter racistisk hetz mod Meghan: Det britiske kongehus opruster mod net-trolde

Den britiske kongefamilie tager kampen op mod en hadefuld tone på sociale medier.

Det er i særlig grad Hertuginden af Sussex, Meghan, der chikaneres med racistiske kommentarer. (Foto: HANNAH MCKAY © Scanpix)

Ingen n-ord, pistol- eller kniv-emojis kan findes i kommentarsporet på det britiske kongehus sociale medier. De har rustet beredskabet helt op i kampen mod racistiske angreb, skriver CNN.

I sidste uge udgav den royale familie et sæt retningslinjer for, hvordan man skal opføre sig, hvis man vil have lov til at følge med i deres liv på Instagram og Twitter. Der har især været en hetz mod Meghan, hertuginden af Sussex, der er gift med Prins Harry.

Ekstra kontrol med de 18 millioner følgere

Den royale familie i England har tre konti på Twitter og tre på Instagram. Tilsammen har de omkring 18,7 millioner følgere. Og nu skal der sættes en stopper for de diskriminerende kommentarer, der har taget til, siden Meghans graviditet blev annonceret i oktober sidste år.

Derfor har de sat et filter på, der automatisk sorterer kommentarer med visse ord og emojis fra. Der er også blevet sat flere ressourcer af til personalet i Kensington Paladset til manuelt at slette kommentarer og blokere profiler, der chikanerer Meghan.

"Fra bomuldsslave til royal"

Siden offentliggørelsen af forholdet mellem Meghan og Prins Harry i 2016, har der været fokus på Hertugindens ophav. Et britisk medie skrev, at slægten gik fra bomuldsslaver til royal.

Hoffet har tidligere gjort brug af ukonventionelle metoder i kampen mod racisme. Kort før Prins Harry og hertuginde Meghans bryllup, udsendte de en meget direkte kritik af dele af medierne og offentligheden for at være racistiske og sexistiske i deres omtale af den nye hertuginde.

Facebook
Twitter