Efter stort pres: Oliestat standser stening af homoseksuelle for nu

Brunei indførte for en måned siden dødsstraf for homoseksualitet. Det er nu foreløbigt suspenderet.

Siden 2014 har den stenrige sultan Hassanal Bolkiah indført hårde sharia-straffe som stening og afhugning af lemmer i den velhavende oliestat Brunei. (Foto: DAVID GRAY © Scanpix)

Homoseksuelle i den sydøstasiatiske oliestat Brunei kan nu ånde lettet op. Og så alligevel ikke.

For godt en måned siden indførte landets statsoverhoved, sultan Hassan Bolkiah, nye love, der straffede homoseksualitet på brutal, middelalderlig vis.

En dom for at have sex med en person af samme køn kunne nu på linje med voldtægt og utroskab give straffe som piskeslag eller sågar dødsstraf ved offentlig stening.

Men helt så voldsomt bliver det alligevel ikke. For i en tale på tv annoncerede statsoverhovedet i går, at han nu vil standse - eller i hvert fald midlertidigt suspendere - gennemførelsen af dødsstraf, og at landet i øvrigt vil ratificere FN's torturkonvention, skriver CNN.

Stor boykot-kampagne

Tilbagetrækningen kommer efter længere tids international modstand mod de nye love. Her har kendisser som George Clooney og Elton John sammen med menneskerettighedsorganisationer ført kampagne mod landet og opfordret til boykot af hoteller og andre virksomheder ejet af landet.

Brunei indførte i 2014 sharialovgivning som det første land i det østlige Asien. Indførelsen af dødsstraf for homoseksualitet er en udløber af den lovændring.

Sultandømmet har i sin tid underskrevet FN's torturkonvention, men aldrig ratificeret den, oplyser Amnesty International.

Det betyder, at landet ikke har været juridisk bundet af den internationale konvention, som fastslår, at det er forbudt at udføre tortur og straffe folk med afhugning af lemmer eller stening. Det er altså den, sultanen nu vil ratificere.

Brunei

Stadig hårde straffe

Trods tilbagetrækningen af dødsstraffen sagde sultanen, at han overordnet set står ved den nye lovgivning.

- Lovgivningen har som mål at sikre fred og harmoni i dette land. Det er også vigtigt for at beskytte befolkningens moralitet og anstændighed samt respektere individers privatliv, sagde han ifølge CNN.

Udmeldingen i går udløste glæde flere steder, men flere af de organisationer, der har ført kampagne mod Brunei på grund af de nye love, er fortsat bekymrede.

For selv om ingen foreløbigt skal stenes til døde, frygter organisationerne, at lovene bag stadig vil ramme homoseksuelle hårdt. Homoseksualitet er stadig ulovligt og kan give straffe som bøder, piskeslag eller fængsel.

- På overfladen ligner det jo gode nyheder. Men at lovgivningen ikke bliver ophævet, er stadig en bekymring for os, siger Matthew Woolfe, der er stifter af menneskerettighedsgruppen The Brunei Project.

Facebook
Twitter