Siden 2013 har det internationale samfund været til stede i Guineabugten for at støtte kapacitetsopbygning af regionale staters myndigheder, så de kan bekæmpe pirater.

Piraterne angriber fragtskibe i området for enten at stjæle deres olielast eller kidnappe besætningsmedlemmer og kræve løsepenge.

Men selvom der de seneste år har været historisk få piratangreb i Guineabugten, så viser denne uges angreb på den danskejede olietanker Monjasa Reformer, at målet langt fra er nået.

Skibet blev lørdag den 25. marts angrebet af pirater og forsvandt fra radaren. Da det blev fundet igen torsdag, havde piraterne forladt skibet og taget en del af besætningen med som gidsler.

Ifølge Jessica Larsen, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), er der flere grunde til, at det har været svært at bekæmpe pirateriet i Guineabugten ved Vestafrika.

En af grundene er, at kun få lande har været engageret i indsatsen.

- Det har hidtil kun været Italien og Danmark, der egentlig lavede en antipirateri-indsats i Guineabugten. Det er en udfordring, at der ikke er en samlet internationalt indsats, med flere skibe og strukturer for koordinering, siger Jessica Larsen.

I øjeblikket deltager Danmark ikke længere militært i indsatsen.

I modsætning til i Guineabugten har man haft større succes med at bekæmpe pirater ud for Somalia, fortæller Jessica Larsen.

For det første var selve bekæmpelsen til søs i Somalia ledet af en større koalition af krigsskibe i rammen af Nato, EU og en amerikansk-ledet mission. Det er ikke på samme måde tilfældet i Guineabugten.

Derudover er skibstrafikken i Guineabugten anderledes end ved Østafrika.

Modsat ved Somalia skal handelsskibene i Guineabugten helt ind i havnene for at hente varer eller laste af, og dermed bliver de udsat for større fare for angreb.

Derudover var en af de ting, der havde størst effekt på at dæmme op for pirateriet ud for Somalia, at fragtskibene kunne benytte sig af væbnede vagter.

- Der har ikke været en succesfuld kapring af et skib med bevæbnede vagter i Østafrika, fordi de jo selvfølgelig kan forsvare skibet, siger Jessica Larsen.

Men i Guineabugten kan handelsskibene ikke benytte væbnede vagter, fordi de netop skal helt ind i kyststaternes territorialfarvand, og her træder kyststaternes love i kræft, som ikke tillader dette.

Ingen overleveringsaftaler

Den internationale indsats mod pirateri i Guineabugten har primært været fokuseret på at kapacitetsopbygge de omkring 18 stater, der ligger ud til Guineabugten, så de selv kunne bekæmpe pirateriet.

Men i 2015 tog pirateriet fart, og derfor valgte en række lande også at sende krigsskibe til området.

Problemet var bare, at krigsskibene ikke havde mandat fra deres regeringer til at lave antipiraterioperationer, fortæller Jessica Larsen.

Det er kun skibe fra Italien og Danmark, som har haft et sådant mandat med i lasten. Danmark havde fregatten Esbern Snare i området fra efteråret 2021 til februar 2022 på en såkaldt solo-mission.

Men selvom fregatten havde mandat til at bekæmpe pirater, kom den ud i problemer, da besætningen kom i ildkamp med en gruppe pirater og endte med at tage en del af dem til fange på skibet.

Da Danmark ikke havde overdragelsesaftaler med nogle af kystlandene og ikke ønskede at retsforfølge de formodede pirater i Danmark, måtte besætningen sætte en del af de tilbageholdte fri igen.

Sådan forløb det, da der opstod ildkamp mellem danske soldater og formodede pirater:

Og ifølge Jessica Larsen illustrerer det netop et af de største problemer ved indsatsen mod pirateri i Guineabugten: Der er ikke indgået overdragelsesaftaler med en eneste af kyststaterne.

- En af grundene til, at vi ikke har kunnet overdrage, er blandt andet, at landene ikke lever op til internationale standarder for fængsler, og at de heller ikke har den nødvendige lovgivning, der muliggør retsforfølgelse, siger hun.

- Så på trods af, at man har været i gang i ti år med den her kapacitetsopbygning, så er det spredt for tyndt ud, forstået på den måde at alle regionens lande er omfattet af kapacitetsopbygning, imens det kun var ganske få lande, der blev inddraget i pirateribekæmpelse ud for Somalia. Det gav en mere målrettet og effektiv indsats.

For tidligt at sige, om ny bølge er på vej

Katja Lindskov Jacobsen, der er seniorforsker ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet, mener det er vigtigt at bide mærke i, at der har været et historisk fald i antallet af piratangreb i Guineabugten de seneste år.

Men samtidig understreger hun, at det, som episoden med Monjasa Reformer også viser, dog desværre ikke er helt slut med pirateriet i Guineabugten.

- Bagmændene er der stadig, dem har man hverken fængslet eller straffet, siger hun.

- Derudover er Guineabugten også et helt enormt stort område, som er svært at patruljere, og hvor piraterne kan flytte deres aktiviteter rundt.

Historisk set har der været flest piratangreb omkring Nigeria og ved Nigerdeltaet, men angrebet på den danskejede Monjasa Reformer fandt sted helt nede ved Congo.

- Det er set før, at pirateriet skifter geografisk, afhængigt af hvor de føler, at der er mindst fokus på antipirateri, fortæller hun.

Svend Stenberg Mølholt, der er vicedirektør hos Monjasa, fortæller, hvad rederiet arbejder på i øjeblikket:

Er angrebet på Monjasa Reformer et tegn på, at der er en ny bølge af piratangreb på vej i Guineabugten efter et par stille år?

- Jeg har hele tiden ment, at det har været for tidligt at konkludere, at pirateriet i Guineabugten var færdigt. Vi har rent historisk set, at det to gange før har været på et lavt niveau, men så desværre begge gange dukkede op igen i en ny form, siger Katja Lindskov Jacobsen.

Du kan høre Katja Lindskov Jacobsen fortælle mere om piraterne i Guineabugten i torsdagens udgave af Orientering Udsyn: