Tema Trump og Israel

Efter Trumps Jerusalem-tale: Voldsomme kampe flere steder på Vestbredden

Palæstinensere protesterer, efter at USA's præsident har anerkendt Jerusalem som Israels hovedstad.

Tåregasgranaterne er allerede begyndt at flyve om ørene på borgerne i Ramallah, Betlehem og andre steder på Vestbredden og i Gazastriben. Her er palæstinensiske demonstranter og israelske soldater stødt sammen i voldsomme kampe.

Det beretter flere internationale medier.

Det sker, dagen efter at USA's præsident, Donald Trump, meddelte, at hans administration anerkender Jerusalem som Israels hovedstad, og at han vil flytte USA's ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem.

Ved en kontrolpost i nærheden af Ramallah har de israelske styrker brugt både tåregas og chokgranater for at sprede de hundredvis af demonstranter, som er samlet for at vise deres utilfredshed med Trumps erklæring.

Ifølge britiske BBC er mindst 16 palæstinensiske demonstranter blevet såret under gadekampene, og der meldes også om sårede israelere.

Se billeder fra demonstrationerne her:

Hamas opfordrer til oprør

De palæstinensiske myndigheder har opfordret til generalstrejke i palæstinensiske byer. I Gaza har den magtfulde islamistiske og militante gruppe Hamas opfordret til, at bevægelsens tilhængere indleder en tredje intifada (oprør, red.) og gør oprør mod Israel.

- Palæstina kan ikke blevet delt. Hele Palæstina og hele Jerusalem tilhører det palæstinensiske folk, siger lederen af Hamas Ismail Haniyeh ifølge amerikanske CNN.

Ifølge avisen Washington Post brød urolighederne ud i den østlige del af Jerusalem ved hegnet mellem Israel og Gaza. Der har været meldt om sårede på begge sider.

Mange frygtede på forhånd, at Donald Trumps udmeldinger ville føre til blodige konflikter i regionen. Regeringsledere fra hele verden har kritiseret præsidentens beslutning, som de mener er uhensigtsmæssig i forhold til fred i regionen.

/DR Nyheder