Efter tyrkisk kritik af Kina: 'Død' musiker genopstår i video

Tyrkiet protesterer over Kinas fangelejre, hvor mindretal bliver genopdraget.

I en video siger Abdurehim Heyit, at han er ved godt helbred. (© CRI Türkçe)

Normalt forbinder man ikke Tyrkiet med kampen for menneskerettigheder.

Men tyrkerne kom på banen, da der kom meldinger om, at en kendt musiker fra Kina ved navn Abdurehim Heyit var død i en fangelejr.

Musikeren tilhører det muslimske tyrkisktalende mindretal, uighurerne. Nyheden om hans død har fået Tyrkiet til at kræve, at Kina lukker lejrene, som det tyrkiske udenrigsministerium kalder koncentrationslejre.

Efter den voldsomme kritik har sagen dog taget en bizar drejning. Kinesisk radios tyrkisksprogede kanal har nemlig offentliggjort en video, hvor den "døde" musiker siger, at han har det godt.

Heyit nævner datoen 10. februar - altså i dag - og forklarer, at han er i gang med at blive efterforsket for "brud på nationale love".

"Mistænkelig"

En amerikansk organisation for uighureres rettigheder kalder videoen for mistænkelig.

En talsmand for organisationen Uyghur Human Rights Project siger til BBC, at Kina har teknologisk kapacitet til at forfalske en video.

Talsmanden, Nury Turkel, hæfter sig dog ved, at kineserne overhovedet svarer på kritikken fra Tyrkiet.

Over en million uighurere menes at være tilbageholdt i lejre, som kineserne kalder for genopdragelseslejre.

Det muslimske mindretal udgør 45 procent af befolkningen i Xinjiang-provinsen i Kina.

Facebook
Twitter