Efter voldtægtsanklage: Amerikansk politi anmoder om DNA-prøve fra Ronaldo

En 35-årig kvinde beskylder den portugisiske fodboldspiller for at voldtage hende for 10 år siden.

33-årige Cristiano Ronaldo er anklaget for voldtægt. (Foto: TATYANA MAKEYEVA © Scanpix)

Politiet i Las Vegas har anmodet de italienske myndigheder om at sikre en DNA-prøve fra fodboldspilleren Cristiano Ronaldo, som spiller for den italienske klub Juventus.

Fodboldspilleren er under efterforskning for voldtægt, som ifølge anklagen skal være sket på et hotelværelse i casino-byen tilbage i 2009.

Her beskylder den i dag 35-årige Kathryn Mayorga fodboldspilleren for at have forgrebet sig på hende, imens hun gentagne gange råbte nej.

Nu samler politiets opmærksomhed sig om DNA-spor på kvindens kjole, som de vil sammenligne med Ronaldos arvemasse.

- LVMPD (Las Vegas' politi, red.) tager de samme skridt i denne sag som med en hvilken som helst anden voldtægtsanklage for at sikre indsamlingen af DNA-beviser. Vi kan bekræfte, at en officiel anmodning er sendt til de italienske myndigheder, siger polititalsmand Laura Meltzer til CNN.

Presset til forlig

Kathryn Mayorga anmeldte allerede sagen i 2009, men ville hverken give politiet navnet på hendes påståede voldtægtsmand eller fortælle, hvor overgrebet skulle være sket.

Derfor lukkede politiet sagen, men beholdt bevismaterialet, deriblandt kjolen.

I oktober sidste år bad Kathryn Mayorga om at få sagen genåbnet.

Ifølge hendes sagsanlæg, pressede Cristiano Ronaldo og hans repræsentanter hende til at indgå et forlig i sagen i 2009, imens hun var i en skrøbelig følelsesmæssig tilstand.

Her fik hun over to millioner kroner imod at tie. Nu vil hun have rettens ord for at forliget er ugyldigt.

I oktober sidste år afviste Ronaldo anklagerne på Twitter.

- Jeg afviser på det kraftigste beskyldningerne imod mig. Voldtægt er en afskyelig forbrydelse, som går imod alt, hvad jeg er og tror på, skrev han.

Facebook
Twitter