Efterladte fra Sandy Hook-massakren: Interview med konspirationsteoretiker krænker os

Kontroversiel radiovært, der har forbindelse til præsident Trump, fik sendetid i nat.

Radioværten Alex Jones taler til fordel for Donald Trump i forbindelse med Republikanernes partikonvent i 2016. (Foto: Brooks Kraft © 2016 Brooks Kraft)

I nat dansk tid sendte amerikanske NBC et interview, som mange på forhånd havde bedt dem om at aflyse.

Kritikerne finder det upassende - eller direkte krænkende - at den store tv-station giver taletid til Alex Jones - USA’s måske førende konspirationsteoretiker, der bestyrer et radioprogram med millioner af lyttere.

I programmet gentager Alex Jones nogle af sine mest velkendte konspirationsteorier, der også fremgår af en teaser for programmet:

Råber ad mindesmærke

Men det vækker særlig vrede, at han endnu engang rejser tvivl om, hvorvidt massakren på skolen Sandy Hook i staten Connecticut i 2012 nogensinde fandt sted.

DR1 i aften

Få hele historien i Horisont, i aften klokken 21:55 på DR1.

Familier til nogle af de 26 dræbte ved massakren havde appelleret til NBC om, at interviewet aldrig skulle bringes, fordi det ville have "ødelæggende menneskelige konsekvenser". Og flere virksomheder fortalte tv-stationen, at deres reklamer ikke skulle i nærheden af programmet.

I interviewet i nat udtaler Alex Jones sig i bedste fald tvetydigt, når det gælder Sandy Hook-massakren.

Men som man kan se i Horisont på DR1 i aften, går nogle af Jones’ samarbejdspartnere mere håndfast til værks.

Mød to af Alex Jones' samarbejdspartnere i videoen:

Alex Jones

Stærkt højreorienteret radiovært, filmskaber og skribent fra Austin i Texas.

Står bag radioprogrammet ‘The Alex Jones Show’, der sendes på 160 radiostationer på tværs af USA.

Han har desuden en omfattende tilstedeværelse på nettet, blandt andet med hjemmesiden Inforwars og en Youtube-kanal med 1,6 millioner abonnenter.

Alex Jones er især kendt for at fremsætte konspirationsteorier.

Han har blandt meget andet beskyldt præsident George W. Bush for at have iscenesat 9/11 terrorangrebet mod USA, kaldt Sandy Hook skolemassakren for et fupnummer og anklaget Hillary Clinton for at være med i en børnepornoring, som hørte hjemme i et pizzaria i Washington D.C.

Med deres smartphones livestreamer de fra byen Newtown, hvor Sandy Hook lå, mens de blandt andet råber ad et mindesmærke for ofrene, at det hele er noget, våben-modstandere har fundet på.

Et helvede

"Alex (Jones, red.) og hans følgere har ikke gjort andet end at gøre vores liv til et levende helvede de sidste fire et halvt år," opsummerer en forælder stemningen blandt de efterladte på en Facebook-side til minde om Victoria Leigh Soto, der blev dræbt i massakren.

Tv-værten Megyn Kelly, der står bag interviewet med Alex Jones, udtaler, at hun personligt finder radioværtens udtalelser om Sandy Hook "oprørende".

Men hun forsvarer invitationen til Jones med, at han er en "indflydelsesrig person", som nyder respekt hos selveste USA’s præsident, Donald Trump - og derfor er det vigtigt at konfrontere ham.

Det er et argument, som vækker genklang både blandt konservative medier som Fox News og mere venstreorienterede som magasinet Mother Jones.

Alex Jones (v) i selskab med Donald Trumps tidligere rådgiver Roger Stone (m). (Foto: Ben Jackson © 2016 Getty Images)

Sidstnævnte skriver, at det ikke så meget er Alex Jones og hans "skøre og foragtelige forestillinger", som er interessante - men derimod præsident Trumps tilsyneladende sympati for samme forestillinger.

Sandy Hook

14. december 2012 skød og dræbte 20-årige Adam Lanza seks ansatte og 20 børn på skolen Sandy Hook i Newtown, Connecticut.

Lanza skød efterfølgende sig selv.

De dræbte børn var mellem 6 og 7 år gamle.

Inden han tog hen til skolen, havde Adam Lanza dræbt sin mor.

Massakren er det værste skoleskyderi i USA’s historie og medførte en stor diskussion om våbenkontrol.

Flere stater strammede sine våbenlove som en direkte konsekvens af Sandy Hook.

Forsøg på at stramme de føderale love blev stemt ned i Senatet.

Trump: Fantastisk ry

Præsidenten har ved flere lejligheder omtalt Alex Jones i positive vendinger. Som præsidentkandidat medvirkede han som gæst i Jones’ radioprogram. Her sagde Trump blandt andet, at radioværtens ry var "fantastisk".

Under valgkampen delte Trump og medlemmer af hans stab videoer og artikler fra Alex Jones’ hjemmeside Infowars, som andre mediehuse og eksperter uden tøven betegner som formidler af falske nyheder.

Organisationen Media Matters, som bekæmper det, de kalder "konservativ misinformation", mener ligefrem, at Donald Trump aktivt efteraber ting, som Alex Jones har sagt i sit radioprogram eller på sin hjemmeside.

Det gælder for eksempel udtalelsen om, at Barack Obama og Hillary Clinton er grundlæggere af terrorgruppen Islamisk Stat eller påstanden om, at tusinder af muslimer jublede i New Jersey efter terrorangrebet mod USA 11. september 2001.

Se mere om Sandy Hook, Alex Jones og hans forbindelse til Donald Trump i aften i Horisont, klokken 21.55 på DR1.