Egypten: Tre al-Jazeera-journalister idømt tre års fængsel

Tre journalister fra al-Jazeera er idømt tre års fængsel for at hjælpe det Muslimske Broderskab, der er forbudt.

Al-Jazeera-journalisterne Mohamed Fahmy (th) og Baher Mohamed er idømt tre års fængsel for at hjælpe Det Muslimske Broderskab. (Foto: KHALED DESOUKI © Scanpix)

En egyptisk domstol har idømt tre journalister fra al-Jazeera tre års fængsel for at have hjulpet den forbudte bevægelse Det Muslimske Broderskab.

De dømte er canadieren Mohammed Fahmy, australieren Peter Greste og den egyptiske producer Baher Mohammed.

Det er endnu uklart, hvordan dommen vil påvirke de tre.

Både Mohammed Fahmy og Baher Mohamed var til stede ved domsafsigelsen, mens Peter Greste blev dømt in absentia, fordi han i februar blev løsladt, og nu befinder sig i Australien.

Egyptisk kanal er lukket

De tre journalister blev anholdt i december 2013, og i juni sidste år blev de idømt syv års fængsel for at have 'spredt løgne fra en terrororganisation'. Siden er der internationalt blevet kæmpet for at få de tre løsladt.

Forholdet mellem de egyptiske myndigheder og al-Jazeera, der hører hjemme i Qatar, har længe været anstrengt, og al-Jazeera besluttede i december at lukke den egyptiske kanal.

De egyptiske myndigheder kalder Det Muslimske Broderskab, som sad på magten i Egypten frem til sommeren 2013, for en terrororganisation.

/DR Nyheder/

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk