Egyptens præsident efter angreb: Vi svarer igen med stor styrke

235 mistede fredag livet, da en moské på Sinaihalvøen blev ramt af flere eksplosioner.

Egyptens præsident, Abdel Fattah Al Sisi, talte til sit fok på tv efter angrebet. (Foto: handout © Scanpix)

- Det er et forsøg på at stoppe vores indsats i kampen mod terrorisme.

Sådan lyder det fra Egyptens præsident, Abdel Fattah Al Sisi, under en tale til folket, efter det dødeligste terrorangreb i landets historie.

235 mistede livet, mens flere end 100 er kvæstet, da formodede ekstremister angreb en moské i byen Bir al-Abed på Sinaihalvøen i det østlige Egypten. Ingen terrororganisationer har endnu taget skylden for angrebet.

Ifølge BBC brugte gerningsmændende sprængstof i moskéen, hvorefter de skød de flygtende tilbedere, da de forsøgte at flygte fra moskéen, hvor der angiveligt skulle have været 300 tilstede.

- Vores militære styrker og politi vil hævne vores martyrer og genoprette sikkerhed og stabilitet med den største styrke, sagde Abdel Fattah Al Sisi under sin tale.

Det egyptiske flyvevåben har allerede angrebet formodede terrormål, skriver BBC.

al-Rawda-moskeen ligger i byen Bir al-Abd på Sinaihalvøen i det nordøstlige Egypten. (© DR Nyheder)

- Halvø er en terrorrede

Sinaihalvøen har i flere år været hjemsted for kampe mellem egyptiske sikkerhedsstyrker og militante grupperinger, der før har ført til store tab af menneskeliv.

I 2014 erklærede Abdel Fattah al-Sisi undtagelsestilstand i regionen, da en selvmordsbombe dræbte 31 soldater. Her kaldte han Sinaihalvøen for en terrorrede.

De troende fra moskeen er angiveligt sufier fra en moderat muslimsk sekt, der prædiker tolerance, men som opfattes som frafaldne af Islamisk Stat og andre ekstremistiske grupper.

Angrebet mod al-Radwa-moskeen kommer blot få dage før den årlige fejring af profeten Muhammeds fødselsdag.

Fordømmer angreb

I går fordømte regeringsledere verden over angrebet.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, kaldet det et forfærdeligt og kujonagtigt terrorangreb, mens Storbritanniens premierminister, Theresa May, kaldet det for kvalmende.

Også statsminister Lars Løkke Rasmussen har været ved tasterne for at udtrykke sin forfærdelse over angrebet.

- Jeg er forfærdet over det kujonagtige angreb på uskyldige egyptere, der var samlet til fredelig bøn i Sinai i dag. På vegne af Danmark vil jeg gerne sende mine dybeste kondolencer til alle de berørte, skrev den danske statsminister på Twitter.