Egyptisk fly kapret - landet på Cypern

Et egyptisk passagerfly med 55 ombord er blevet kapret.

En politimand står vagt foran Larnaca Lufthavnen nær det kaprede fly EgyptAir A320. (Foto: Yiannis Kourtoglou © Scanpix)

Et egyptisk indenrigsfly fra Alexandria til Kairo er blevet kapret. Det oplyser en talsmand fra EgyptAir, hvor flyet er fra.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters er flyet blevet kapret af en enkeltperson. Det er nu landet i Larnaca på Cypern, angiveligt efter at kapreren krævede det.

Der har været tvivl om antallet af passagerer ombord på flyet, men EgyptAir meddeler på sin Twitterkonto, at antallet er 81.

Ifølge nyhedsbureauet AP frygtes det, at der er en bombe ombord, og cypriotisk statsradio rapporterer ifølge Reuters, at gerningsmanden om bord menes at være bevæbnet, og det meldes, at han har flere eksplosiver spændt fast til kroppen i form af et selvmordsbælte. Men det er endnu ikke bekræftet.

https://twitter.com/EGYPTAIR/status/714703361245884417

Angiveligt lykkedes det den formodede flykaprer at trænge ud i cockpittet, hvor han truede piloten.

Politiet er ifølge Reuters blevet bedt om at rykke væk fra flyet.

(Foto: Grafik Mie Hvidkjær © DR Nyheder)
Facebook
Twitter