Eks-kollega samler underskrifter for mistænkt dansker i New York

385 har skrevet under på, at byen New York skal droppe anklagerne mod den danske pædagogstuderende Malthe Thomsen.

En tidligere kollega til Malthe Thomsen, Sarah Baraie, har startet en underskriftindsamling for at få anklagerne mod den danske pædagogstuderende droppet. (Foto: DR)

En tidligere kollega til den danske pædagogstuderende Malthe Thomsen, der er anklaget for at krænke børn i en børnehave i New York, har startet en underskriftindsamling til støtte for danskeren

Initiativtageren til underskiftindsamlingen hedder Sarah Baraie og har arbejdet hos The International Preschools of New York siden 2003, ifølge børnehavens hjemmeside.

- Jeg bruger mere tid med Malthe end jeg gør i mit eget hjem. Han er et kærligt individ med en evne til at opløfte livet hos de børn, han møder, skriver Sarah Baraie i motivationen for underskriftindsamlingen.

Underskriftindsamlingen er stilet til byen New York, og apellen lyder "Drop alle anklager mod Malthe Thomsen straks."

Amerikansk drøm blev til mareridt

22-årige Malthe Thomsen var i et praktikophold i en amerikansk børnehave, da han den 27. juni blev hentet af amerikansk politi.

De præsenterede ham for anklagen om, at han havde krænket en række børn, blandt andet ved at have placeret børnenes hænder i sit skridt.

Malthe Thomsen nægter at have gjort sig skyldig i nogle krænkelser.

- Den slags er noget, som jeg altid har tænkt, er noget af det værste, man kan gøre, fortalte han til DR Nyheder i juli.

Den skole, hvor Malthe Thomsen arbejdede, har i en intern undersøgelse frikendt Malthe Thomsen. Men en kollega gik til politiet med beskyldninger, som efterfølgende har foretaget videoafhøringer af 13 børn fra børnehaven.

Kollega: Jeg ville overlade mit barn til ham

Sarah Baraie skriver videre i motivationen for underskriftindsamlingen:

- Som forælder og lærer ville jeg overlade mit barn i Malthes varetægt (til månen og tilbage igen) i fuld tillid.

Onsdag kl. 11.30 havde 385 skrevet under på underskriftindsamlingen, heriblandt seks amerikanere og over 370 danskere.

Malthe Thomsen må for øjeblikket ikke forlade Manhattan og må ikke befinde sig tæt på børnehaver og andre steder, hvor børn færdes.

Facebook
Twitter