Ekspert 25 år efter apartheids afskaffelse: Det var et helt vildt dødsdømt projekt

27. april 1994 gik sydafrikanerne til deres første frie valg og stemte Mandela og ANC ind.

Strandidyl i Durban 1987- men kun for "medlemmer af den hvide race-gruppe". (Foto: Walter Dhladhla © Scanpix)

- Apartheid var et inhumant system, hvor man udbyttede mennesker på en helt urimelig måde, tog rettigheder fra dem og samtidig privilligerede andre klasser absurd.

Sådan lyder det fra Stig Jensen, lektor på center for Afrikastudier på Københavns Universitet, når han beskriver det raceadskillelsessystem, som blev endeligt afskaffet i Sydafrika for præcis 25 år siden i dag.

Den 27. april 1994 blev det første frie valg efter apartheids fald afholdt i landet, og næsten 63 procent af befolkningen stemte African National Congress (ANC) og dets leder Nelson Mandela ind.

Apartheid-styrets nationalistpartis leder FW de Klerk og Nelson Mandela giver hinanden hånden kort efter hans frigivelse. (Foto: RASHID LOMBARD © Scanpix)

Begivenheden fejres i dag som den såkaldte "frihedsdag", der markerer afslutningen på det mørke kapitel i den moderne verdenshistorie.

Apartheid, som FN i 1973 fastslog var en forbrydelse mod menneskeheden, havde officielt varet siden 1948.

Men reelt var det bare en fortsættelse af kolonitidens menneskesyn, siger Stig Jensen.

- Det var en videreførsel af kolonimagternes, særligt briternes, måde at lave en adskillelse mellem den oprindelige befolkning og dem selv, de hvide.

- Det, som så skete med apartheid i Sydafrika, var, at det blev yderligere institutionaliseret i form af heftig regulering mod de sorte og de farvede. For eksempel ved at beslutte, hvor de kunne bo, og hvilke jobs de kunne have. Det blev mere og mere ekstremt i forhold til eksklusion, siger eksperten.

Sorte lå allerlavest på rangstigen

Apartheid blev til, da Sydafrika stadig var en del af det britiske rige og fortsatte efter at landet blev selvstændigt i 1961. Styret var karakteriset af total raceadskillelse helt ned til de mindste detaljer.

Befolkningen blev inddelt i fire grupper - hvide, indere, farvede og sorte. Dertil 13 undergrupper, der for eksempel havde udgangspunkt i stamme eller religion.

Var det svært at afgøre hvilken gruppe, en person tilhørte, var der forskellige prøver - eksempelvis blyants-testen, hvor en blyant blev skubbet ind i håret for at se, om den faldt ud igen eller blev siddende.

Landet blev inddelt i områder, hvor de forskellige grupper skulle opholde sig. Sorte blev flyttet til såkaldte "bantustans" eller homelands, hvor de skulle bosætte sig, selv om de ingen tilknytning havde til området.

Sorte studerende går op mod politiet i Cape Town i 1976. (Foto: - © Scanpix)

De måtte ikke stemme og skulle bære en slags pas, som viste hvilken gruppe de tilhørte, og hvor de havde "hjemme", ligesom de skulle have en arbejdstilladelse for at befinde sig et andet sted.

Racebetegnelsen afgjorde også, hvilken form for skolegang indbyggerne havde ret til, hvilke jobs de kunne få, hvor meget de fik i løn for det, hvilke bænke de måtte sidde på, og hvilken kø de skulle stå i.

Alt blev reguleret til fordel for de hvide, som havde en levestandard, der lå over den danske med tjenestefolk og gartnere.

Indere blev en middelklasse, og farvede havde lidt bedre levevilkår end sorte, som fik det dårligste land og eksempelvis ikke havde krav på skolegang.

Privilligerede på andres bekostning

Stig Jensen peger på, at apartheidstyret byggede på et menneskesyn, hvor man anså sorte og farvede som mindre værd end hvide. Men samtidig var der tale om et system skabt af en minoritet for at udnytte majoriteten.

- I modsætning til os, som opfatter at staten skal regulere til gavn for folk, regulerede den sydafrikanske til fordel for nogle, men helt klart også til stor ulempe for andre, siger han.

- Formålet var at gøre en gruppe til privilligerede og tvinge en anden gruppe til at understøtte dem. Den privilligerede klasse skulle have adgang til billig arbejdskraft baseret på en forestilling om, at der var førsterangs- og andenrangsborgere, siger Stig Jensen.

Den halvdel af den sorte befolkning, som boede i de såkaldte homelands, måtte klare sig selv.

- Staten havde ikke noget ansvar for dem. De skulle være selvforvaltende, så staten havde ikke nogen omkostninger til at bygge boliger, veje, sanitet og andet. På den måde var det et meget kosteffektivt system for den privilligerede klasse og staten, siger han.

Nelson Mandela stemmer i 1999. Han stillede ikke selv op. (Foto: REUTERS © Scanpix)

Det var dog ikke noget, som kunne holde i længden. Når størstedelen af befolkningen var fattig og dårligt uddannet, var hjemmemarkedet lille, og det var svært at rekruttere nok kvalificeret arbejdskraft.

Med årene blev landet i stigende grad økonomisk isoleret af omverdenens handelssanktioner mod regimet, hvilket ramte eksporten hårdt. Samtidig kom der flere og flere strejker og demonstrationer, som i stigende grad påvirkede økonomien, imens også liberale hvide begyndte at angribe systemet indefra.

- Det var et helt vildt dødsdømt projekt. Det kan holde et vist stykke tid, men på et tidspunkt bliver det totalt degeneret indefra og også undermineret udefra, siger Stig Jensen.

ANC har spillet fallit - apartheid er blevet økonomisk

Efter valget i 1994 regerede ANC landet i en samlingsregering med blandt andet Nationalistpartiet, som havde haft magten under apartheid.

Nationalistpartiet trak sig dog og gik i opposition, da arbejdet med en ny sydafrikansk forfatning var færdiggjort i december 1996. Frihedshelten Nelson Mandela blev siddende som præsident frem til 1999, hvor han var over 80 år gammel.

Siden har landet haft fire præsidenter og har været ramt af et utal af magtmisbrugs- og korruptionsskandaler, imens økonomien er nær stagneret, og arbejdsløsheden og uligheden er steget kraftigt.

- Jeg vil ikke sige, at apartheid er væk nu. Vi har i meget vid udstrækning stadig en økonomisk apartheid. Det er klart, at der er kommet en sort middelklasse. Men apartheid er på ingen måde væk - den lever i bedste velgående, siger Stig Jensen.

Sydafrika præges af jævnlige demonstrationer over høje priser og mangel på jobs. (Foto: SIPHIWE SIBEKO © Scanpix)

De mere umenneskelige træk ved adskillelsespolitiken er fjernet på myndighedsniveau. Men samfundet i den såkaldte sydafrikanske regnbuenation er dybt splittet.

Ud af frustration over tingenes tilstand, har blandt andet det stærkt venstreorienterede parti Economic Freedom Fighters, som er kritisk over for ANC, vokset sig stort.

Det vil ekspropriere "stjålet" land og nationalisere blandt andet mineindustrien.

- ANC har spillet fallit. De har ikke kunnet blive enige, og de har langt hen ad vejen videreført apartheids økonomiske politik i stedet for at gøre op med den. Derfor føles det for mange marginaliserede sydafrikanere, som om apartheid stadig eksisterer, siger Stig Jensen.

Han anerkender, at 25 år er relativt kort tid for et land at komme sig over et traume som apartheid. Men det er ikke forklaring nok på tingenes tilstand.

- Jeg tror ikke, man kan komme sig over det så hurtigt. Men den store udfordring i sydafrikansk kontekst er, at ANC ikke har været dygtige nok til at levere over for deres støtter og måske har været for fokuserede på at levere til den økonomiske elite. Nu sidder de sorte på den politiske magt, men de hvide sidder stadig på den økonomiske, siger lektoren.

Facebook
Twitter