Ekspert: Angreb i Mumbai er hævn

Den terrorgruppe, der har taget ansvaret for terrorangrebene i Mumbai, er sandsynligvis en ny islamistisk terrorgruppe, der vil hævne tidligere angreb mod muslimer i Indien, siger Indien-ekspert.

(Foto: PUNIT PARANJPE © Scanpix)

Gruppen Deccan Mujaheddin, der har taget ansvaret for terrorangrebene i Mumbai, er sandsynligvis en sydindisk del af den islamistiske gruppe Indisk Mujahideen, der vil hævne tidligere angreb mod muslimer i Mumbai.

Det siger Stig Toft Madsen, der er Indien-ekspert ved Center for Øst- og Sydøstasienstudier ved Lunds Universitet.

- Gruppen vil forbedre forholdene for de 150 millioner muslimer, der er i Indien. Men den vil også have hævn for de uretfærdigheder, der er foregået mod indiske muslimer. I Bombay by (nu Mumbai, red.) blev muslimer angrebet af hinduer i 1992, uden at der har været et ordentligt retsopgør, siger Stig Toft Madsen.

Troede de var tilintetgjort

Deccan Mujaheddin er en hidtil ukendt gruppe, men Deccan refererer til en halvø i det sydlige Indien og gruppen er sandsynligvis en undergruppe til Indian Mujaheddin, som har taget ansvaret for flere af de foregående terrorangreb i Indien, mener Toft Madsen.

Han vurderer samtidig, at de meget velkoordinerede angreb er kommet bag på de indiske myndigheder.

- Inden for det seneste år, har Indian Mujaheddin og faderorganisationen SIMI (Students Islamic Movement of India, red.) været udsat for store arrestationsbølger. Det er derfor meget overraskende, at de er i stand til at lave så stor en aktion. De indiske myndigheder troede faktisk, at de var tilintetgjort, siger Stig Toft Madsen.

Tvivler på gengæld fra hinduer

Tidligere er muslimske bombeangreb blevet gengældt af hinduistiske terrorgrupper med angreb på muslimer.

Men Stig Toft Madsen tvivler på, at vi vil se gengældelsesangreb denne gang, da angrebet er rettet meget specifikt mod udlændinge i Indien.

- Siden 2002 har der været rigtig mange bombeangreb, hvor hinduerne ikke har slået igen mod tilfældige muslimer. Men derfor er det selvfølgelig en mulighed, at der vil være rabiate lokale hinduer i Mumbai, der vil gøre gengæld, siger han.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk